Her er nøglepunkterne i regeringens hovedstadsudspil

Regeringen lancerer nyt udspil, der søger at styrke Hovedstaden frem mod år 2030. Her er hovedpunkterne i udspillet:

Erhvervsminister Brian Mikkelsen fra De Konservative præsenterer i dag et udvalg af seks ministerier, der sammen skal analysere mulighederne for at styrke hovedstaden frem mod 2030.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Det sker efter heftig debat om sager som udligningsreformen og udflytning af statslige arbejdspladser fra København, hvor ord som "københavner-bashing" har været flittigt brugt. 

Nu har piben imidlertid fået en anden lyd. 

Med titlen "Regeringen styrker udviklingen af hovedstadsområdet" præsenteres en firefoldig punktplan for initiativer, som erhvervsministeren, finansministeren, økonomi- og indenrigsministeren, transport-, bygnings og boligministeren, miljø- og fødevareministeren samt uddannelses- og forskningsministeren nu skal se på.

Det færdige udspil bliver præsenteret i begyndelsen af 2019.

Det siger Erhvervsministeren

- København og resten af hovedstadsområdet er noget, vi kan være stolte af. Her har vi både kloge hoveder, driftige virksomheder og grønne omgivelser. Men det er ikke kommet af sig selv, og vi skal følge med udviklingen, så hovedstaden også i fremtiden er attraktiv Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at samarbejde med mine ministerkollegaer om arbejdet med Hovedstaden 2030.

Brian Mikkelsen, De Konservative, Erhvervsminister

Vi ser nærmere på, hvad denne plan indeholder:

Punkt 1: Fokus på vækst og viden i hovedstadsområdet

Dette punkt handler om erhvervslivet og uddannelser. Regeringen vil undersøge, hvordan der kan skabes et grundlag for flere attraktive erhvervsområder i hovedstadsområdet.

Man vil også se på, hvordan området kan rustes bedre til nye tiltag og forsøg som deleøkonomi og cirkulær økonomi.

Derudover vil regeringen kigge på, hvordan de forskellige videregående uddannelser i hovedstadsområdet kan blive bedre til at tiltrække talenter.

Punkt 2: Plads til flere borgere

Dette punkt handler om boligmangel. Ifølge en befolkningsprognose vil hovedstadsområdet vokse med omkring 200.000 indbyggere frem mod 2030. Der er i forvejen stor boligmangel i området, mens det allerede er blevet påpeget, at der er hårdt brug for, at langt flere boliger opføres.

Derfor vil regeringen i dette punkt se på, hvordan man kan ruste hovedstaden til at huse det stigende befolkningstal. Blandt andet vil man se på, hvordan helt nye by- og havneområder kan tages i brug.

Punkt 3: Effektiv og smart mobilitet 

Dette punkt handler om, hvordan infrastrukturen i hovedstaden rustes til at håndtere befolkningstilvæksten og den derved stigende trafik.

Regeringen vil kortlægge de infrastrukturelle udfordringer i området og holde dem op imod de allerede igangværende projekter for at se, om disse er tilstrækkelige til at løse fremtidens trafik.

Erhvervsministeriet har allerede igangsat en revidering af Fingerplanen.

Punkt 4: Et aktivt, attraktivt og grønt hovedstadsområde

Dette punkt handler om levestandard og livskvalitet. Regeringen vil i punktet se på, hvordan man kan sikre, at indbyggerne i storbyerne fortsat har adgang til grønne og rekreative områder med dyre- og planteliv.

Derudover vil regeringen se på, hvordan mindre luftforurening og et bedre klima i byerne kan indgå i planerne frem mod 2030.

Regeringen vil også se på, hvordan Københavns såkaldt "særlige bylivskvaliteter" - hvilket dækker over f.eks. strandene, kulturlivet, attraktive byrum og sågar begrænset trafikstøj - kan opretholdes og udbygges i fremtiden.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik