Her er kunsttyvene på rekognisering

Politiet har frigivet billeder fra overvågningskameraerne på Glyptoteket. Her ser man de to mænd, der er mistænkt for at have stjålet bronze-busten fra samlingen.

Politiet mener at tyveriet på Glyptoteket er professionelt og organiseret. De eftersøger nu de mistænkte internationelt.

Selvom sagen om tyveriet af en værdifuld buste fra Glyptoteket først nu er blevet kendt for offentligheden, så har politiet været i fuld gang med sagen, siden tyveriet skete den 16. juli og vurderer, at de skyldige skal findes uden for landets grænser.

Det siger politikommissær Ove Randrup fra Tyveri- og Røveriafdelingen hos Københavns Politi til Ritzau.

- Det er ikke et almindeligt butikstyveri. Det er ikke drengestreger. Det er professionelt og organiseret, og så ved vi jo, der er et internationalt marked for kunst, siger Randrup.

De to mistænkte var på besøg på museet en uges tid inden tyveriet. Politikommissæren mener, at det er på det første besøg, at alarmen bliver frakoblet busten.

- Da tyvene vender tilbage for at udføre tyveriet, kan vi på overvågningen se, at de afventer, at salen bliver tom, putter busten ned i en medbragt pose, lægger posen ned i en taske og så forlader stedet stille og roligt, fortæller Randrup.

Tyvene stjal en kostbar bronzebuste med titlen "Manden med den brækkede næse" af billedhuggeren Auguste Rodin.

Gerningsmand A ved tyveriet den 16. juli 2015 beskrives som:

Mand, lys i huden, østeuropæisk af udseende, almindelig af bygning, 170-175 cm, vigende hage, kort mellemblond hår, iført lys grå-blå kasket, briller, ternet skjorte (hvid med blå/grøn/brun) blå jeans, røde sko.

Bemærk vigende hage.

Gerningsmand B ved tyveriet beskrives som:

Mand, lys i huden, østeuropæisk af udseende, almindelig af bygning med vom, 170-175 cm, hulkindet, kort mørkt hår, iført stråhat / beige Panamahat med bånd, briller, lyseblå T-shirt, mørkegrå shorts, bare tæer i mørke sandaler, medbringende sort skuldertaske.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik