Foto: By & Havn

Her er fremtiden for den slidte Papirø

Medlemmerne af Københavns borgerrepræsentation godkendte i går et forslag til lokalplanen for Papirøen. By & Havn forventer byggeri til 2021.

Papirøen er de seneste år opblomstret, blandt andet gennem Copenhagen Street Food, men nu skal øen altså renoveres.

Den nye lokalplan for Papirøen - eller Christiansholm - blev endeligt vedtaget på et møde i Københavns borgerrepræsentation i går. Hermed er vejen banet for, at selskabet By & Havn nu kan gå videre med arbejdet med at udvikle øen.

Et arbejde der munder ud i det der kommer til at hedde Byens Haller.

Renoveringen skyldes ifølge By & Havn, at "Øen Christiansholm er i meget slidt stand, og en grundlæggende renovering af øens kanter er nødvendig for bevaring af øen."

Lejligheder og vandkulturhus

I den nye lokalplan er der givet tilladelse til i alt 45.000 kvadratmeter bebyggelse. Det vil blandt andet betyde mellem 270 og 340 boliger, et hotel, bademuligheder og mange andre funktioner i øens nye haller, skriver By & Havn i en pressemeddelelse. 

Noget, der ifølge By & Havn vil være med til at holde fast i den popularitet, øen har oplevet de seneste år.

- Det ejendomsselskab, som har gjort den nuværende succes som folkeligt spisested og kulturel destination mulig, vil også fremadrettet være del af Christiansholms udvikling. Det sikrer, at øens mange kvaliteter fastholdes og udvikles også i den nye plan, siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen, i en pressemeddelelse.

  Foto: By & Havn

Nye haller skal opføres

Når arbejdet på Papirøen begynder, skal de gamle lagerhaller rives ned, og nogle nye skal opføres. Haller, der ifølge selskabet vil blive tilpasset de omkringliggende områders udseende.

Derudover har By & Havn lovet Københavns Kommune, at de nye haller skal skabe en tydelig reference til øens hidtidige funktion som papirlager og opmagasineringsplads.

De nye haller vil omkranse et grønt område i midten, som får navnet "Den Grønne Hal". På øens nordvestlige hjørne skal der laves et svømmeanlæg, og så bliver der lavet en bred promenade med en træbrygge.