Her er flest mandlige pædagoger: 'Vi vil afspejle samfundet'

En institution på Frederiksberg vender op og ned på det traditionelle billede af børnehuse - her er flest mandlige pædagoger.

Børnehaven Sanna er i denne uge kommet i modvind, fordi det kun er kvindelige pædagoger, der må hjælpe de små med toiletbesøg og ble- og tøjskift. Nu er den multikulturelle børnehave på Nørrebro også blevet anmeldt til ligebehandlingsnævnet. 

I Idrætshuset Ingemannsvej på Frederiksberg kender man ikke til den slags diskrimination - tværtimod. Den integrerede institution er ifølge TV 2 Lorrys oplysninger den eneste i landet med et flertal af mandlige ansatte.

Her er i alt 17 mandlige pædagoger og pædagogmedhjælpere, mens der kun arbejder 11 kvinder, og der er ikke en eneste arbejdsopgave, som ikke må udføres af mænd. 

Den løsning er til stor glæde både for personalegruppen, forældre og børnene selv, mener stedets leder, Camilla Ulsted.

- Ellers får børnene jo ikke et autentisk billede af, hvad det er for en verden, der er ude på den anden side af dagsinstitutionen, siger hun til TV 2 Lorry. 

Det handler ifølge hende i høj grad om at se bort fra de ansattes køn, så man ikke får skabt nogen unødig form for mistillid til de ansatte.

- Vi arbejder alle med de kompetencer og evner, vi har. Det handler ikke om man er mand eller kvinde. Vi tænker ikke, at vi skal passe bedre på mændene, end vi passer på kvinderne, siger hun.

Og i Idrætsbørnehuset på Frederiksberg glæder det også de mandlige ansatte, at de arbejder et sted med stor respekt for mænd - det er nemlig den bedste løsning for alle parter.

- Det kan godt være, at man nogle steder siger, at man skærper reglerne for mændenes egen skyld, men så siger man jo samtidig også noget andet, som sætter mændene i bås. Og den bås har jeg egentligt ikke lyst til at være en del af, siger Jakob Larsen, der er pædagog i Idrætshuset Ingemann.

- Jeg synes, børn skal have en god relation til begge køn. Jeg synes ikke, det skal være kvinder, der skal stå for det hele i institutionerne, siger pædagogmedhjælper Jesper Petersen.

- Hvorfor skal børnene vokse op med, at mænd er nogle bøller? Altså, at de ikke er til at stole på? Det er rigtig trist, at det nogle steder skal være på den måde, siger pædagogisk assistent Kim Bjørn Petersen.

De bakkes alle tre op af Birgitte Conradsen, der er næstformand for BUPL, pædagogernes fagforening.

- Hvis man har kønsopdelte arbejdsopgaver i en institution skaber det en utryghed. Det er mistillid, og det hører ikke hjemme i en dansk daginstitution. Jeg synes, det er diskriminerende i den grad over for vores mandlige kollegaer, siger hun.

Forældrene til de små poder i Idrætshuset Ingemannsvej har ingen problemer med, at langt størstedelen af de ansatte er mænd.

- Jeg har selv tilvalgt den her institution, fordi der både er mænd og kvinder ansat. Alt andet lige, så skaber det et afbalanceret miljø, hvor børnene ser både mænd og kvinder i dagligdagen, og så tror jeg også det skaber et bedre arbejdsmiljø for dem, der er ansat her, siger Katrine Albertsen, der er forælder i institutionen.

- For mig har det ikke nogen betydning om opgaverne udføres af mænd eller kvinder, overhovedet. Jeg tror, at mænd og kvinder har hver deres styrker på andre punkter, men for mig betyder det ikke noget, hvem der gør de forskellige ting i institutionen, siger Camilla Stampe Jensen, som også er forælder i Idrætshuset.

Og institutionen har også kun tænkt sig at fortsætte de nuværende positive takter i måden at anse mænd som ansatte på.

- Hvis vi skal afspejle dagens samfund for fremtidens små verdensborgere, så skal vi fortsat have både mænd og kvinder i daginstitutionerne, siger leder Camilla Ulsted.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik