Vejvrede: Antallet af konflikter med cyklister stiger

Vejvrede er et voksende problem, og særligt cyklisterne kommer ofte i konflikt med andre trafikanter.

IDIOT! og Hvad fanden laver du?! Hvis du kører på cykel i København, så har du måske stiftet bekendtskab med vejvreden. 

Råberi på cykelstien, og viften med fuckfingre er et stort problem i København men også i mange andre større byer.

Den dårlige opførsel breder sig på vejene, og i nogle tilfælde fører vrede i trafikken til direkte vold. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge en rapport fra Cyklistforbundet har 42 procent af alle cyklister, bilister og fodgængere været udsat for tilråb fra cyklister.

36 procent har oplevet at "få fingeren" af andre trafikanter på cykel.

Flere biler og flere cyklister

Cyklistforbundet mener, at flere cykler og flere biler er en del af forklaringen på cyklisternes opførsel og de hyppige verbale sammenstød.

 - Når der er mange cyklister på lidt plads, og folk kører i forskellige tempi, kan det give nogle konflikter, siger direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam til Jyllands-Posten.

Hos DGI, som er Danmarks næststørste idrætsorganisation, kan man godt nikke genkendende til billedet af cyklisterne.

DGI er netop gået sammen med Cyklistforbundet og FDM om en kampagne, der skal bekæmpe vejvreden.

 - De seneste par år har der været mange episoder, hvor cyklister har været i konflikt med bilister, og konflikterne er eskaleret de seneste fire-fem år, siger idrætskonsulent Ulrich Gorm Albrechtsen til Jyllands-Posten.

Cykler kan hurtigt komme væk fra situationen

Idéhistoriker, filosof og professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Lars Henrik Schmidt er selv aktiv cyklist i København.

Han har blandt andet skrevet bogen 'Om vreden'. Bogen handler om, hvordan vreden kommer til udtryk i danskernes hverdag.

Lars Henrik Schmidt forklarer til Jyllands-Posten, hvordan vejvreden, som man kender fra biltrafikken, også eksisterer blandt cyklister.

 - I gamle dage talte man om, at man blev et monster, når man sad i en lukket bil afskærmet fra verden. Men på cykel føler man sig blot fri til at opføre sig åndssvagt på en anden måde, siger han.

Netop fordi man er mobil på sin cykel, føler mange, at man dermed ikke skal stå til regnskab for sin opførsel, fordi man hurtigt kan komme væk fra situationen, forklarer Lars Henrik Schmidt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik