Foto: GHB Landskabsarkitekter

Her er Christiansborgs nye terrorsikring

Området skal fremstå åbent, selvom det sikres, lyder det fra arkitekterne, der pynter pladsen med kugler.

Både københavnere, turister og politikere har i de seneste mange måneder måttet finde sig i, at Slotspladsen foran Christiansborg er gravet op. 

Man er nemlig ved at lave en større renovering af området, hvilket også indebærer en ny terrorsikring til vores folkevalgte. 

Og den er man nu begyndt på, skriver KBH.dk. 

Skarpe sten udskiftes med kugler 

Siden 2013 har 85 uslebne bornholmske granitstykker i forskellige former dannet en halskæde omkring området, men de skal erstattes af en ny krans. 

Læs også Københavns Politi etablerer ny terrorsikring i København

I stedet for de cirka to tons tunge sten vil man nedgrave stålpullerter, der skal pyntes med glatte kugler i lys granit, som matcher Christiansborgs facade. 

Den organiske kugleform går igen i området, blandt andet på slotstårnets otte guldkugler, og vil med en diameter på 113 centimeter fungere afspærrende, skriver GHB Landskabsarkitekter, der nu har fremlagt sit endelige design for området på sin hjemmeside.

Pladsen skal passe til Borgen

- Vi har gjort meget ud af, at kuglerne skulle have et let udtryk, og vi har lavet dem, så de stort set ligger oven på belægningen visuelt, så det ser ud, som om de vil rulle, hvis man blot skubber til dem. Det har været vigtigt for os, at pladsens udformning signalerer åbenhed trods etableringen af sikringsløsningen, uddyber den administrerende direktør Torben Møbjerg til KBH.dk

  Foto: GHB Landskabsarkitekter

Selve Slotspladsen får desuden udskiftet sin brostensbelægning med tilsvarende lyse granitbrosten, der skaber en ensartet flade og giver sammenhæng med nabopladsen foran Thorvaldsens Museum.

Tanken er, at fremtidens demonstrationsplads skal gøres visuelt rolig, forklarer man om planerne, så rytterstatuen af Frederik VII, der i 1849 opgav enevælden og underskrev Grundloven, kommer til sin ret. 

Læs også Gravearbejde afslører hemmelig tunnel ved Christiansborg

Overraskelse dukket op under gravearbejde

I alt må 10 træer lade livet under anlægsarbejdet - til gengæld planter man 12 nye langs kanalen foran. 

De historiske lamper bevares, men flyttes ind i en lige række langs facaden, oplyser GHB Landskabsarkitekter.

Under arbejdet med at lægge ny belægning på Slotspladsen dukkede en 400 år gammel tunnel op til arkæologernes store overraskelse. 

Tunnelen ligger nær slotskirken og har formentlig udgjort en forbindelse mellem den indre voldgrav omkring det daværende København Slot og den ydre voldgrav. Læs mere om fundet her

Disse midlertidige bornholmske granitsten afskærmer nu ikke længere Borgen og rytterstatuen for trafikken. Foto: TV 2 Lorry

Læs også SikkerhedsBranchen: Betonklodser stopper ikke terrorister