Foto: Bjarke Bo Olsen - Scanpix

Her bliver boligerne solgt hurtigst

Der er næsten 130 dages forskel på, hvor hurtigt du kan forvente at sælge din villa i hovedstadsområdet.

Mens hussalget buldrer afsted i København, så går det mere trægt flere andre steder i landet. 

Alt efter hvor i landet man befinder sig, er der stor forskel på, hvor lang tid man skal vente på at få solgt sin hybel. 

Det viser en opgørelse fra boligsiden Boliga.dk, der har sammenlignet liggetiden på ejendomme i januar og februar måned.

Mens salgstiden for villaer og rækkehuse er 77 dage i Rødovre, er den eksempelvis hele 314 dage i Sønderborg.

Der er tale om en klar opdeling af markedet:

- Boligmarkedet består i virkeligheden af flere delmarkeder, og der har været en opdeling de senere år. Der kommer dog flere og flere salg i landområderne, men fremgangen spreder sig med sneglefart, og derfor er der stadig store regionale forskelle, siger boligøkonom Mikkel Høegh fra BRFkredit til Boliga.

Hurtigst i byerne

Salgene går hurtigst i de postnumre, som ligger tæt på landets større byer. Efter Rødovre følger blandt andet Kastrup, Aalborg og Odense med salgstider på under 100 dage. 

Men generelt går det i 2017 faktisk hurtigere, hvis man sammenligner med de foregående år. 

På landsplan tog det ifølge Boliga således 192 dage i årets første måneder at sælge en villa, mens det i samme periode sidste år tog 198 dage, og i 2013 hele 224 dage.

Salgstider i hovedstadsområdet:

Der er kun medtaget postdistrikter med minimum 20 salg i perioden.

- Rødovre, 77 dage

- Kastrup, 78 dage

- Hvidovre, 83 dage

- København S, 84 dage

- Glostrup, 93 dage

- Albertslund, 95 dage

- Lyngby, 99 dage

- Virum, 103 dage

- Brønshøj, 107 dage

- Frederikssund, 111 dage

- Værløse, 113 dage

- Birkerød, 114 dage

- Ishøj, 114 dage

- Ølstykke, 114 dage

- Allerød, 120 dage

- Charlottenlund, 123 dage

- Greve, 124 dage

- Taastrup, 129 dage

- Helsinge, 130 dage

- Roskilde, 130 dage

- Frederiksværk, 132 dage

- Hedehusene, 132 dage

- Hillerød, 132 dage

- Solrød Strand, 132 dage

- Gentofte, 136 dage

- Hørsholm, 138 dage

- Holte, 153 dage

- Køge, 153 dage

- Ballerup, 205 dage

Se den fulde liste her.