Her betaler folk mest og mindst til pensionen

Pensionsopsparingen bliver prioriteret forskelligt i TV 2 Lorrys 34 kommuner. Det fastslår en ny undersøgelse.

Københavnerne er nogle af dem, som er gode til at prioritere deres pensionsopsparing. Foto: Bax Lindhardt / SP / Ritzau Scanpix

Det kan godt føles surt at kaste sine hårdttjente penge efter en pensionsopsparingen, men ikke desto mindre er mange blevet bedre til at prioritere pensionen.

Men hvor meget er folk villige til at undvære hver måned i bytte for en rigere alderdom? En ny undersøgelse foretaget af et af landets store pensionsselskaber, Velliv, afslører, at der er stor kommunal forskel på, hvor meget folk vil sætte til side til den tredje alder.

  Foto: Grafik Mia Cassens

Københavnerne vægter pensionen højt

I undersøgelsen er der blandt andet opgjort, hvor mange procent af borgerne i en kommune, der betaler for lidt, for meget eller en passende mængde til pensionen.

Det drejer sig jo om at finde en balance, hvor man hverken sparer for lidt eller for meget op

Jens Christian Nielsen, cheføkonom i Velliv

Her ligger Københavns Kommune i top. Her indsætter nemlig 22 procent af borgerne et passende beløb på pensionen, og hele 36 procent indsætter mere end det anbefalede beløb. Det er ni procent højere end landsgennemsnittet.

- Det drejer sig jo om at finde en balance, hvor man hverken sparer for lidt eller for meget op. Er man i tvivl, bør man nok søge rådgivning, forklarer cheføkonom i Velliv Jens Christian Nielsen til TV 2 Lorry.

42 procent af københavnerne betaler dog mindre end det anbefalede beløb, og selvom det kan lyde af meget, så er København faktisk den kommune i Lorryland, hvor færrest rent procentmæssigt betaler for lidt til deres pension.

Tabellen viser graden af pensionsdækning Foto: Kilde: Velliv

Men undersøgelsen afslører også, at København faktisk er den kommune i TV 2 Lorrys område, hvor borgerne gennemsnitlig har færrest penge stående på deres pensionsopsparing, nemlig 560.000 kroner.

Det kan umiddelbart lyde mærkeligt, at københavnerne både er dem, som prioriterer pension højest, men samtidig være dem med den mindste pensionsopsparing. Forklaringen er dog, at mange københavnere er studerende eller nye på arbejdsmarkedet. Deres indtjeninger er altså ikke så høje endnu, og derfor er deres anbefalede indbetaling til pensionen også lavere.

Tre kommuner skiller sig ud

Vellivs undersøgelse viser, at det ikke nødvendigvis er selve pensionsopsparingen, der afgør, hvor skøn en alderdom man har udsigt til. I kommunerne Rudersdal, Hørsholm og Gentofte er det nemlig husstandenes store nettoformuer og friværdier i boligen, som gør udslaget.

En gennemsnitlig husstand i Rudersdal, Hørsholm og Gentofte har nemlig en friværdi på mellem 3.510.000 og 4.540.000 kroner. Og det gør blandt andet, at netop de tre kommuner placerer sig på toppen af listen over gennemsnitlige pensionsopsparinger per husstand. På nuværende tidspunkt har en familie i en af de tre kommuner en pensionsopsparing på mellem 1.730.000 og 1.870.000 kroner.

Tabellen viser den gennemsnitlige pensionsopsparing per husstand. Foto: Kilde: Velliv

Det er dog samtidig også de kommuner, som har mest gæld. En gennemsnitlig husstand i Rudersdal, Hørsholm og Gentofte skylder mellem 1.850.000 og 2.050.000 kroner væk.

Gribskov og Stevns i bunden

Ser man på, hvor mange procent af borgerne i hver kommune, som betaler mindre end det anbefalede, så løber kommunerne Gribskov og Stevns med bundplaceringen.

I begge kommunerne er det nemlig 65 procent af borgerne, som indbetaler under det anbefalede beløb til deres pension.

I bunden ligger også Fredensborg Kommune med 61 procent og Halsnæs Kommune med 59 procent.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik