Foto: Lorry

Henrik Sass skal vidne i bestikkelsessag

Advokaten for to bestikkelsesanklagede cafeejere fra Køge vil have Henrik Sass Larsen til at vidne i retssag.

Folketingsmedlemmet Henrik Sass Larsen (S) kan se frem til at tage plads i vidneskranken, når den såkaldte Vanilla-sag i foråret skal for Retten i Roskilde. Det skriver Dagbladet Køge.
      Forsvarsadvokaten for de to tidligere ejere af Café Vanilla, Murat Kitir og Ertugrul Karahan, bebuder nemlig nu, at han vil indkalde Henrik Sass Larsen som vidne i Vanilla-sagen.
       - Vi tager til efterretning, at politiet ikke har afhørt Henrik Sass Larsen med en sigtets rettigheder. Og vi tager også til efterretning, at politiet ikke har set anledning til at rejse en sigtelse mod Henrik Sass Larsen, siger forsvarsadvokaten Henrik Rasmussen.
      - Men vi fastholder, at Henrik Sass Larsen har spist og drukket gratis på Café Vanilla sammen med Tommy Kamp. Derfor agter jeg at indkalde Henrik Sass Larsen som vidne, siger han.
       De to caféejere er tiltalt for at have bestukket den tidligere partiformand for Socialdemokraterne i Køge, Tommy Kamp, med både gaver og mad og drikke på deres café.
      Tommy Kamp er tiltalt for at bedrageri af særlig grov beskaffenhed ved at have ladet caféejerne tro, at han kunne sørge for, at de fik den lukrative udeservering på Køge Torv, så han på den baggrund modtog mad og gaver.
      Henrik Sass Larsen er blevet viklet ind i sagen, fordi han angiveligt spiste gratis sammen med sin nære ven Tommy Kamp. Og desuden har Murat Kitir forklaret, at han har givet ulovlige piller til folketingsmedlemmet.