Henrik Sass får nyt job

Det mangeårige folketingsmedlem skal være administrerende direktør i brancheforening for virksomhedsinvestorer

En af socialdemokratiets absolutte - og kontroversielle - topfigurer, Henrik Sass Larsen, forlader med udgangen af september Christiansborg for fra 1. januar at indtage en ny stilling som administrerende direktør i organisationen DVCA, der er brancheforening for virksomhedsinvestorer I Danmark.

Det oplyser DVCA i en pressemeddelelse, der bekræftes af Socialdemokratiet.

-Jobbet som direktør i DVCA ligger i naturlig forlængelse af det, jeg har arbejdet med i min politiske karriere. Jeg glæder mig til at fokusere på udvikling af vækst og arbejdspladser i Danmark. Ikke mindst som vækst- og erhvervsminister var det netop samarbejdet med erhvervslivet om love, rammebetingelser og vækstplaner, der havde min meget store opmærksomhed. Jeg ser frem til at løfte opgaven sammen med mange gode kræfter i DVCA," siger Henrik Sass Larsen ifølge pressemeddelelsen fra den private virksomhed.

På Facebook fortæller Henrik Sass Larsen om sin beslutning.

Motiveret for at hjælpe erhvervslivet

Bestyrelsesformand Christian Frigast (DVCA) forklarer, at Henrik Sass Larsen med sin store erfaring og bredde, er den rette profil til at løfte DVCA's ambition om at være det naturlige samlingspunkt for alle samfundsaktører, som spiller en aktiv rolle med at udvikle virksomheder og samfundsnyttige og bæredygtige løsninger:

-Jeg er meget glad for, at Henrik Sass Larsen har sagt ja til at blive DVCA's nye adm. direktør. Henriks politiske CV taler for sig selv og jeg kender ham som et menneske, der er utrolig motiveret for at hjælpe dansk erhvervsliv og ikke mindst iværksættere," siger Christian Frigast.

I mediernes søgelys

Henrik Sass Larsen har i de senere år haft en omtumlet tilværelse som politiker. Da Helle Thorning Schmidt i 2011 stod som ny statsminister, regnede alle med at Sass ville opnå en ledende ministerpost. Men han kom ikke på holdet, idet han ikke opnåede PETs sikkerhedsgodkendelse. Politiets Efterretningstjeneste havde hæftet sig ved politikerens forbindelse til en Bandidos-rocker i Køge.

Den højtprofilerede socialdemokratiske politiker var sygemeldt i en længere periode og fortalte selv, at han led under en depression, og under den seneste valgkamp, der førte Mette Frederiksen til statsministeriet, var Henrik Sass Larsen stort set fraværende. Han blev genvalgt - ikke på grund af personlige stemmer, men fordi der var nok listestemmer til at sikre ham et valg. Kort efter meddelte han Mette Frederiksen, at han ikke stod til rådighed. Han vendte dog tilbage i en rolle som parti-historiker - noget andre medlemmer af Folketinget undrede sig over og kritiserede hvervet, fordi de mente, at rollen som folketingsmedlem indebærer, at man udfører parlamentarisk arbejde.

Ny rolle

Nu skifter Henrik Sass Larsen altså tilværelsen på Christiansborg ud med et formentlig langt mere anonymt direktørjob i brancheforeningen DVCA.

Foreningen har over 250 medlemmer, der ifølge en pressemeddelelse repræsenterer hele "økosystemet" af investorer, som vil udvikle Danmarks næste generation af succesrige virksomheder og ruste de etablerede til morgendagens konkurrence. Blandt medlemmerne er ikke blot direkte investorer, men også pensionskasser, familie- og social impact-fonde.

DVCAs medlemmer beskæftiger omkring 10.000 medarbejdere og har en årlig omsætning på 100 milliarder kroner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik