Henrik døde af kødædende bakterier - læger strammer op

Region Hovedstaden erkender fejl, da Henrik Winther døde af kødædende bakterier.

Da den 44-årige sociolog Henrik Winther døde af kødædende bakterier, stod rækken af fejl i kø. Men de burde ikke ske, erkender Region Hovedstaden, som derfor har strammet instrukserne til personalet ved sundhedsvæsenets vagttelefoner 112 og 1813. Det skriver Politiken onsdag.

De ansatte ved alarmtelefonerne skal nu sende borgere på hospitalet til lægetjek, når der er tale om stærke, uforklarlige smerter. Eller som det fremgår af en redegørelse fra regionen til Politiken:

- Meget stærke smerter, som ikke har nogen plausibel forklaring, skal give anledning til vurdering på hospital.

Desuden bliver det for lægerne indskærpet, at de efter at have bestilt prøver i akutsager skal sikre, at prøvesvarene bliver læst, og at der handles på dem.

Af redegørelsen fra Region Hovedstaden fremgår det direkte, at hvis Henrik Winthers blodprøve var blevet læst af lægen, "kunne det have rejst mistanke om en alvorlig infektion".

Kent Kristensen, lektor på Syddansk Universitet og ekspert i sundhedsjura, slår fast, at det egentlig ikke burde være nødvendigt med opstramninger af instrukserne.

- For det fremgår allerede af de almindelige regler i autorisationsloven om sundhedspersonalets pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Men når der sker fejl på fejl som her, kan det alligevel være nødvendigt. De manglende instrukser fritager derfor heller ikke den enkelte læge for ansvar, siger lektoren til Politiken.

Natten før Henrik Winther døde under et angreb af kødædende bakterier, lå han i sengen derhjemme og råbte af smerte i benet. Hans kæreste, Jonna Rasmussen, ringede 112, og den ansatte i den anden ende af røret kunne høre råbene.

"Han er da godt oppe at køre", kommenterede den ansatte og fulgte op med:

"Det er godt, det ikke er ham, der skal føde jeres børn". Kæresteparret havde fortvivlet over flere dage ringet til sundhedsvæsnets telefoner 1813 og 112, men der var ingen hjælp at hente.

Først efter en lille uge fik de selv en læge på hospitalet til at tjekke benet. Lægen bestilte en blodprøve, som viste betændelse i kroppen 50 gange over normalen. Lægen fik ikke læst resultatet før sin fyraften, og næste dag døde Henrik Winther.

Opgøret om Henrik Winthers død er ikke ovre. Jonna Rasmussen har også klaget til Patientombuddet, der kan udtale kritik. Her verserer sagen stadig, skriver Politiken.

ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik