00:56

En koldkrigsbunker i Køge skal nu lade livet for at gøre plads til boliger.

Hemmelig koldkrigsbunker må lade livet

I Køge skal en 50 år gammel bunker fjernes for at gøre plads til et kommende byggeri med nye ejer- og lejeboliger.

En bunker har i over 50 år været gemt væk bag træer og buske på Å-grunden tæt ved Den Hvide Bro i Køge. Men nu skal den rives ned for at gøre plads til nye ejer- og lejeboliger. Det skriver Dagbladet Køge.

Ifølge civilingeniør Anette Bødker fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Køge Kommune blev bunkeren bygget i koldkrigstiden. Og efterhånden har den - som så mange andre af Danmarks omkring 9.000 bunkere - udtjent sin værnepligt. 

- De kan ikke give nogen beskyttelse i dag, hvor vi lever i en terrortid. Der hjælper det ikke meget at have en uges varslingstid for at kunne flytte ind i sådan en bunker. Så på mange måder er bunkerne blevet overflødige, siger Thomas Tram Pedersen, der er leder af Danmarks Borgcenter, til TV 2 Lorry.

Men selvom bunkerne ikke er i brug, så er de ifølge Anette Bødker stadig en del af det officielle beredskab, og derfor er informationer om de sikre betonrum meget svære at få fat i.

- Man kan ikke finde nogle oplysninger om dem. Det er hemmeligt. Vi har skulle ansøge om at nedlægge bunkeren, selvom den ikke bliver brugt mere, og den proces har taget lang tid, siger Anette Bødker til avisen. 

Læs også Farvel og tak: Mary smides ud af Danmark efter 32 år

Hun fortæller, at bunkerne er bygget efter samme princip og har enten en, to eller tre celler. Bunkeren på Å-grunden har et enkelt rum, mens en anden bunker i Lovparken tæller tre celler og dermed også har tre små tårne.

Byens bunkere er i dag lukket med et tungt betonlåg, og hvis de nogensinde har været brug, er det lang tid siden, lyder det fra Anette Bødker. 

Læs også Køges rottefænger Sune bekæmper gnavende skadedyr