Helt nyt boligkvarter ramt af skimmelsvamp - beboere blev syge

Entreprenør og administrationsselskab er vildt uenige om problemets omfang. Imens venter beboere i skurvogn, hvor de er blevet genhuset.

De fleste, der rykker ind i en helt ny bolig, er spændte og glæder sig til at sætte deres personlige præg på den.

Det gjorde Christina Buchwald også, da hun flyttede ind i det flunkende nye boligbyggeri, Timianhaven i Havdrup, der ligger i Solrød Kommune, i november sidste år.

De mere end 40 boliger er bygget utradtionelt - blandt andet fordi der er brugt store mængder træ til konstruktionen. Men Christina Buchwalds glæde fortog sig hurtigt.

- Faktisk syntes jeg, der lugtede mærkeligt, allerede da vi kom ind i boligen, siger Christina Buchwald til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Ham, der gav mig nøglerne sagde, at det var fordi, det var bygget af træ, og sådan skulle der lugte. Når jeg havde besøg af venner og familie sagde de, at jeg skulle lufte ud. Men jeg bestilte jo ikke andet end at lufte ud.

quote Jeg bestilte jo ikke andet end at lufte ud

Christina Buchwald, beboer

Snart blev det værre. Den lille familie begyndte at få problemer.

- Min datter begyndte at lide af hovedpine. Hun blev sendt hjem fra skole, fordi hun var dårlig, og hun fik udslæt på tungen. Da vi gik til lægen, sagde han, at der måtte være noget i boligen, vi ikke kan tåle, fortæller hun.

Christina Buchwald kontaktede sit boligadministrationsselskab.

De mente, lugten skyldtes træmaterialer. Og de fortalte hende, at andre havde haft problemer med utætte installationer, og derfor var der problemer der - men ikke hos Christina.

- Jeg truede med at gå til medierne, og så kom de endelig og testede min bolig i maj. Jeg fik at vide, at der var et slemt angreb af skimmelsvamp, forklarer hun.

Christina endte med at blive genhuset i en skurvogn, der stod på bebyggelsens                parkeringsplads. Hun havde fået at vide, at der ville gå en måned - så ville hendes bolig være i orden igen.

Men tiden gik. Og nu, mere end tre måneder efter, bor hun stadig i skurvognen.

quote Det er 35 ud af 45 boliger, der har problemer

Christina Buchwald

Uenighed om, hvor mange der er ramt

Christina Buchwald er formand for beboerbestyrelsen i Timianhaven. Hun understreger, at mange andre beboere er ramt.

- Det er 35 ud af 45 boliger, der har problemer, siger hun.

Men det tal kan entreprenørfirmaet bag byggeriet slet ikke genkende.

- Så vidt jeg ved, er de fire boliger, der har været ramt, og det skyldes en vandskade, som har givet noget skimmelsvamp i gipsvæggene omkring de utætte rør, siger Ane Vestbjerg, der er kommunikationschef i Adserballe & Knudsen A/S.

- Men vi er klar over, at det er gået skævt i kommunikationen - beboerne ved ikke, hvor de skal gå hen, siger hun.

Hun siger videre, at det ejendomsselskab, der administrerer boligerne, har påvist skimmelsvamp, og at den er udført sideløbende med, at Adserballe & Knudsen A/S har fået foretaget en undersøgelse.

- Men de eksperter anvender forskellige metoder, som viser forskellige resultater, og de diskuterer nu, hvad der er den rette metode, fortæller hun.

Ingen tvivl, siger administrator

Dermed er der lagt op til uenighed - mens beboerne venter. For mens enteprenørfirmaet ikke ser de store problemer, så lyder det anderledes hos Domea.dk, der står for administrationen af bebyggelsen.

quote Der er ingen tvivl om, at der er problemer med skimmelsvamp i Timianhaven

Søren Thiessen, Domea.dk

- Der er ingen tvivl om, at der er problemer med skimmelsvamp i Timianhaven, siger Søren Thiessen, der er genhusningskonsulent i Domea.dk.

- En rapport fra Byggeskadestyrelsen underbygger vores mistanke om, at entreprenøren har haft så travlt med at gøre byggeriet færdigt, så de ikke har indlagt den nødvendige tørretid – tørt træ på vådt beton suger vand, og vådt træ giver skimmelsvamp, når det bliver lukket inde, før det er tørt, siger Søren Thiessen.

Adserballe & Knudsen A/S fastholder det modsatte.

- Der er skimmelsvampesporer overalt omkring os, også i luften. Men om der kommer skimmelvækst, det er jo noget helt andet. Det er der efter vores opfattelse - og den ekspertundersøgelse, vi har fået lavet - ikke, siger kommunikationschef Ane Vestbjerg.

Hun tilføjer, at skimmelvækst også afhænger af, om man husker at lufte ud.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Christina Buchwald har givet op og gør klar til at flytte efter mere end tre måneder i en skurvogn. Privatfoto.
Christina Buchwald har givet op og gør klar til at flytte efter mere end tre måneder i en skurvogn. Privatfoto.

Genhusningsboliger er klar

Domea.dk henholder sig til den rapport, de har fået udført af Teknologisk Institut og oplyser, at de nu venter på en reaktion fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

quote Nu har jeg har givet op og betaler indskud i en anden lejlighed et andet sted

Christina Buchwald

- Hvis den viser, at det er skadeligt for beboerne at opholde sig i boligerne i Timianhaven, er vi klar til at genhuse dem i andre lejemål i Solrød Kommune - vi har reserveret lejemål til formålet. Vi er meget kede af det på beboernes vegne, og de skal ikke betale prisen for, at entreprenøren ikke vil stå ved sit ansvar. Det må vi slås med dem om, forklarer Søren Thiessen fra Domea.dk.

Tilbage i skurvognen sidder Christina Buchwald og venter. Men ikke meget længere.

- Vi bor nærmest til offentligt skue her i skurvognen. Nu har jeg har givet op og betaler indskud i en anden lejlighed et andet sted, siger hun.

Andre er også ramt

Imens må de øvrige beboere vente.

På deres fælles Facebook-side fortæller nogle beboere, at de har fået konstateret skimmelsvamp i deres lejligheder, mens TV 2 Lorry har været i telefonisk kontakt med andre, der melder om samme problem.

De tøster efter information - og efterspørger, at der sker noget.

- Vi informerer løbende beboerne om sagen, og vi er klar til at trykke ”send” på en endnu orientering til dem, så snart vi har redegørelsen fra Styrelsen for Patientsikkerhed, lyder det fra genhusningskonsuelent Søren Thiessen i Domea.dk.

Skimmelsvamp i boligen

Skimmelsvamp er små svampe, der egentlig vokser i naturen, men som kan blive en pestilens i boliger. Skimmelsvamp kræver tre ting for at kunne vokse: Varme, organisk materiale og fugt. Derfor kan skimmelsvampe vokse i stort set alle huse, når blot der er fugtigt.

 

Det er ikke sikkert, at du bliver syg eller overhovedet reagerer på skimmelsvampe, selvom de findes i din bolig. Der er nemlig stor forskel på, hvor følsomme mennesker er over for de stoffer, som skimmelsvampe udskiller.

 

Hvis man bliver syg af og reagerer på skimmelsvamp, inkluderer de mest almindelige symptomer:

  • Hovedpine
  • Træthed
  • Koncentrationsbesvær
  • Hukommelsessvigt
  • Svimmelhed
  • Kløende øjne
  • Tilstoppet næse
  • Hæshed, rødme og brændende hud

 

Kilde: Videncenteret Bolius


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik