Helt ny bydel i Køge debatteret på borgermøde

1.600 boliger vil efter planen skyde op nord for Køge over de kommende år, men først har kommunen brug for indspark fra borgerne.

Køge-borgmester Marie Stærke samt en illustration af det kommende projekt fra Reiulf Ramstad Arkitekter. Foto: Anders Nordahl / TV 2 Lorry

En bar mark nord for Køge kan om få år blive omdannet til en helt ny bydel med 1.600 boliger.

Projektet blev torsdag aften præsenteret ved et borgermøde, og borgmester Marie Stærke, Soc.dem., har allerede salgstalen for projektet klar.

- Det er jo en mangfoldig bydel for alle slags mennesker og enhver pengepung. Både dem der har brug for de lidt mindre og de lidt større boliger. Men også både for unge og den ældre generation, fortæller hun.

Modsat udfordringerne med et andet stort byudviklingsprojekt Vinge i Frederikssund Kommune, er Marie Stærke helt tryg ved udsigterne i Køge.

Læs også Alternative begravelsesplaner hitter i hovedstaden

- Vi er i den heldige situation, at der allerede er en station (den nye Køge Nord Station, red.), og med toget tager det kun godt 20 minutter at komme ind til Københavns Hovedbanegård. Vi oplever allerede en enormt store interesse for at bygge boliger her. Så jeg er ikke så bekymret, siger borgmesteren.

Stadig muligt at komme med indspark

Hele bydelen Køge Nord forventes at stå færdig om ti år, men allerede om et par år kan man efter planen gå i gang med at etablere de første boligområder. Og projektet trak masser af nysgerrige sjæle til borgermødet.

- Vi er lige flyttet hertil, og den primære årsag er alt det, der skal ske herude. Det er det, der har tiltrukket os, og det vil vi gerne høre mere om fra første række, forklarer Stefan Pedersen om sin deltagelse.

Men mødet var ikke kun til for borgerne - for borgmesteren og kommunen fik også masser af inputs med til det videre arbejde.

Læs også Bilist kører over for rødt: "Tænker ikke på at jeg kan slå fodgænger ihjel"

- Jeg håber at få en masse gode idéer til, hvordan vi kan gøre det her til en god bydel med plads til alle. Både dem der bor her i forvejen og dem, der kommer til.

- Og hvordan vi får lavet en bydel, som alle kan bruge også til bevægelse, idræt og kulturliv. Det håber jeg virkelig, siger Marie Stærke.

Køge Kommune har deadline for høringssvar den 25. september.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik