Helsingør står til at miste lægevagt

60.000 borgere i Helsingør kommer nok til at undvære både hospital og lægevagt.

Et møde torsdag aften mellem Region Hovedstaden og de praktiserende lægers organisation i Hovedstaden endte igen uden enighed om, hvad der skal til for at lægevagten flytter med ned i et regionalt sundhedshus i Murergade. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- De praktiserende læger mener ikke, det er fagligt forsvarligt at bo som nabo til en sygeplejerskebemandet akutklinik, som ikke har visiteret adgang. Vi mener ikke, vagtlægerne skal være backup for klinikken, men at de to funktioner vil kunne hjælpe hinanden.

Vi går nu videre ad to spor. Dels må borgerne i Nord vænne sig til at ringe 1813, hvor de kan få rådgivning og blive henvist til det rigtige tilbud, og dels vil vi se på, hvordan man - ved siden af udvidet telemedicinsk kontakt med lægerne i Hillerød - kan få en længere tilstedeværelse af vores egne læger i Helsingør, siger koncerndirektør Svend Hartling.

Men der er ikke nok til at få de praktiserende læger til at flytte med ned i sundhedshuset, fortæller han.

Den udlægning er formand for PLO Hovedstaden dog ikke enig i.

- Bliver akutklinikken lægebemandet, har vi intet problem med at flytte med. Vi kom med mange forslag, men man var ikke lydhør. Vi foreslog også at lægevagten kan overtage akutklinikkens opgaver - men visiteret.

Vi foreslog også en helt anden placering til lægevagten, så vi ikke blev naboer, men det blev også afvist. Det er kedeligt, for det bliver patienterne i Helsingør, som bliver taberne, siger formand Birgitte Alling Møller.

PLO Hovedstaden vil nu forsøge som kompensation at få regionen med på at hæve bemandingen på lægevagten i Hillerød fra én til to læger.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik