Helsingør er ikke attraktiv at investere i

Der er ingen efterspørgsel på lager- og produktionsfaciliteter i Helsingør Erhvervsområde. Ligeledes er der ingen, der tror på, at området er egnet til domicilbyggeri.

Så barske er konklusionerne i en ny analyse, som

rådgivningsvirksomheden Cowi har udarbejdet for Helsingør Kommune, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

En af grundene til, at erhvervsområderne i Helsingør ikke er attraktive, er ifølge analysen, at al erhvervsudvikling ligger i København.

"Det er for tiden forventningen, at al udvikling inden for erhvervsudvikling vil ligge i København. Det er da også i København, at der i disse år frigives/etableres meget store erhvervsarealer i Nordhavnsområdet, langs Københavns Havn og langs den kommende letbane," står der i Cowis rapport.

God infrastruktur er vigtig for virksomhederne

Netop god infrastruktur, som den kommende letbane ved Ring 3 vil være med til at skabe, er et nøgleord, når det kommer til erhvervsbyggerier.

- Infrastruktur er en meget vigtig faktor for virksomhederne, når de skal slå sig ned. Derfor er der mange virksomheder, der vælger København og den nærmeste omegn. Den nye metrostation Flintholm har eksempelvis medført, at der er sket meget lige i det område, forklarer seniorkonsulent Maria Drews Winther fra Sadolin & Albæk, som er en virksomhed med speciale inden for rådgivning vedrørende erhvervsejendomme.

Maria Drews Winther bekræfter den tendens, som Cowi påpeger, nemlig at virksomhederne søger mod København.

Erhvervsarealer er blevet ledige i takt med krisen

- Før finanskrisen var der mange flere investorer, der satsede på erhvervsbyggeri i byer uden for København som for eksempel Roskilde,

Helsingør og Hillerød, fordi der tidligere ikke var nok muligheder i København. Under krisen er der imidlertid sket det, at mere erhvervsareal er blevet ledigt i takt med, at virksomheder eksempelvis går konkurs eller skærer ned, forklarer hun.

Ifølge Cowis analyse er erhvervsområdet i Helsingør præget af en forventning om et lavt lejenivau fra lejers side samt et højt afkastningsniveau fra investors side.

Konklusionen er, at det i det nuværende marked ikke er muligt for en projektudvikler at udvikle grunde i området til lager-, produktions- eller kontorbyggeri.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik