Arkiv foto Foto: TV 2 Lorry

Helsingør Dagblad vil hyre sikkerhedsfirma efter hærværk

Helsingør Dagblad vil nu hyre sikkerhedsfirma for at beskytte avisens journalister og lokaler, oplyser DR København.      

 Tiltaget sker efter, at Helsingør Dagblads bladhus på Klostermosevej tidligt i morges blev voldsomt raseret af ukendte gerningsmænd.     
Ifølge Dagbladets direktør Arne Ullum mødte medarbejderne imorges ind til ødelagte redaktionslokaler.

      Ifølge Arne Ullum var computere ødelagte, ruder smadret, og der var blodspor flere steder, fordi gerningsmændene har skåret sig på glasset, da de trængte ind i lokalerne.

      Arne Ullum har da også en klar mistanke om at hærværket er en hævnaktion for en række kritiske artikler om kriminalitet i Helsingør.

      - Vi har en klar formodning om, at det her er en hævnaktion for de artikler, vi har haft i avisen om containerbrande her i Helsingør, siger han til DR København.

      Han understreger dog, at gerningsmændene ikke får held med deres forehavende om at skabe frygt.

      - Vi har nogle seje medarbejdere her på avisen, som også udkommer imorgen, understreger han overfor DR København.

      Samtidig siger han, at man nu er igang med at tage sine foranstaltninger og vil hyre et sikkerhedsfirma til at beskytte dagbladets lokaler, så man kan opretholde dækningen af områdets kriminelle aktiviteter.