Foto: FC Helsingør presse

Helsingør styrker truppen med Roskilde-spiller

Det er lykkedes nyoprykkede FC Helsingør at forstærke truppen med en spiller fra 1. division.

FC Helsingør har forstærket truppen yderligere op til superligakampen hjemme mod OB på mandag. 

Den 27-årige kantspiller Mark Leth Pedersen, der senest har spillet i FC Roskilde, støder til truppen tirsdag.

Helsingør-direktør Janus Kyhl har kigget efter spillere, der kan bidrage med noget erfaring hos superligaoprykkerne.

- Mark har været i en del forskellige klubber og har prøvet lidt af hvert, siger Janus Kyhl til klubbens hjemmeside og tilføjer:

- Vi har en meget ung trup, så det er en stor bonus at få en spiller ind med nogle oplevelser i bagagen, og som kan bidrage med erfaring både i kampene og i omklædningsrummet.

Læs også FC Helsingør tabte til Hobro i premierekamp

Mark Leth Pedersen er oprindeligt uddannet i Brøndby og har spillet 124 kampe i 1. division for FC Roskilde, Næstved, FC Vestsjælland og Brønshøj.

- Derudover kan Mark også give os nogle andre strenge at spille på i offensiven, da han er en lidt anden type end de kantspillere, vi har i forvejen.

- Og han kan også spille i angrebet, hvis vi vil have en anden slags spiller på toppen, siger direktøren.

Mark Leth Pedersen har spillet en enkelt sæson for Landskrona i Sverige og har 12 superligakampe og et enkelt mål i den bedste række på cv'et - alle for HB Køge.

Helsingør tabte den første kamp i Superligaen med 1-2 ude mod Hobro.

/ritzau/