Helsingør melder sig ind i klimakampen med køb af nye busser

Helsingør Kommune har i samarbejde med Movia indsat nye klimavenlige busser på tre af kommunens buslinjer.

Med en investering i fem nye CO2-neutrale bybusser melder Helsingør Kommune sig nu ind i den klimavenlige klub, som blandt andre Roskilde Kommune og København Kommune også er medlemmer af.

Helsingørs busser kører på biobrændsel, der er fossilfrit brændstof og dermed CO2-neutralt, hvorimod Roskilde Kommune har valgt at få el-busser.

Men der er en god grund til at valget faldt på lige netop biobusser.

-  Det er klart at el-busser vil være det absolut bedste, men det er noget  dyrere end biobrændsel busser. Vi konkurrerer jo også med dagsinstitutioner og ældrepleje og så videre, som vi skal fordele kommunernes midler fornuftigt til. Derfor har vi vurderet, at det vigtigste er, at vi er kommer i gang med at mindske kommunens CO2-udledning, og her er busserne et af de vigtigste kort, siger Christian Holm Donatzky (Radikale Venstre), formand for By, Plan- og Miljøudvalget i Helsingør Kommune. 

Han har dog ikke opgivet el-busserne helt.

- Med de her biobrændstofbusser får vi nedsat CO2-udledningen til nul, og det er jo sådan set det vigtigste i forhold til klimadagsordnen. Så må vi se om der bliver råd til el, hvilket jeg da håber på, siger Christian Holm Donatzky til TV 2 Lorry.

De fem nye busser skal køre på linje 342, 840 og 841. Det er dog kun fire biodiesel busser, der bliver ansat på ruterne, da en af busserne skal fungere som reservebus. 

Led i en større klimavenlig plan

Helsingørs nye klimavenlige busser indgår desuden i en større plan.

For de nye busser er et led i Movias, de sjællandske kommuners og regioners målsætning om en fossilfri busdrift i 2030 på hele Sjælland.

Biobusserne i Helsingør ligner de velkendte Movia-busser, men er med deres 9,9 meter altså kortere end de helt almindelige bybusser, der er 12 meter lange. De kan derfor komme nemmere rundt i byens gader. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik