Foto: TV 2 Lorry

Helsingør har succes med at undgå udsættelser

Sidste år blev 54 borgere i Helsingør sat ud af deres bolig. I år er det kun sket for tre. Det skyldes blandt andet, at kommunen er meget opsøgende i sit arbejde.

Den sociale boligmedarbejder Jon Brohuus og kollegerne i Helsingør kommune er lykkedes med at gøre udsættelser til noget, der kun sker ganske sjældent.

Tidligere var det en del af hverdagen.

Når borgere i dag kommer bagud med huslejen går de sociale boligmedarbejdere ind så tidligt som muligt. Det sker for at undgå, at sagerne ender som en sag hos fogeden.

En væsentlig del arbejdet foregår hjemme hos de borgere, der er kommet økonomisk galt afsted og er i fare for at blive smidt ud af deres bolig. 

- Det er en måde at inddrage borgerne, at vi holder møderne hjemme hos folk. Uden borgernes egen medvirken kunne vi ikke løse opgaven, siger Jon Brohuus, Social boligmedarbejder, Helsingør Kommune. 

Læs også Tusindvis risikerer at blive sat på gaden

Jon Brohuus hjælper blandt andet borgerne med at lægge et realistisk budget og at få indgået afdragsaftaler med eventuelle kreditorer. Et problem er ofte, at borgerne mister overblikket og ender med at være helt opgivende. 

- Nogle holder helt op med at tjekke deres post, fordi alt der kommer alligevel bare er dårlige nyheder. Sådan en bunke med breve fra seks måneder kan være temmelig uoverskuelig, siger Jon Brohuus.
 
Boligselskabet Boliggården er Helsingørs største med 6000 beboere. De sparer en del udgifter, fordi de ikke længere skal sætte folk på gaden. Men vigtigst er de menneskelige gevinster. 

Læs også Kontanthjælpsloft: Her kan du se hvad din kommune gør

- Det vigtigste er, at vi slipper for alle de tragedier, der opstår. Det er altid en tragedie, når nogen bliver sat ud af deres hjem, siger Jacob Jürs, Informationsmedarbejder i Boliggården.

Også den konservative Borgmester Benedikte Kiær glæder sig over ordningens positive konsekvenser.

- Det har temmelig voldsomme sociale konsekvenser, hvis folk, der er kommet galt afsted økonomisk, også mister deres bolig. Det her betyder, at vi både kan gøre livet mere tåleligt for dem. Og så er det samtidig godt for kommunekassen, siger hun.