Helsingør-fan efter nederlag: "Jeg er tom inden i"

Eventyret for FC Helsingør stoppede mandag eftermiddag, da holdet tabte til Silkeborg og nu skal rykke ned. Helsingørs fans er hårdt ramt af nederlaget.

Det er slut med Superligaen for Helsingør i denne omgang. 

Det blev afgjort i Silkeborg i noget af en nedrykningsgyser, hvor hjemmebaneholdet slog Helsingør med 3-4.

Carsten Fisk Nielsen er formand for FC Helsingørs Fodboldfans, og han håbede på FC Helsingør til det sidste.
Carsten Fisk Nielsen er formand for FC Helsingørs Fodboldfans, og han håbede på FC Helsingør til det sidste.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Det startede jo som lyn og torden, men vi kom hurtigt ned på jorden, siger Carsten Fisk Nielsen, der er formand for FC Helsingørs Fodboldfans.

Nederlaget har ramt ham hårdt.

- Man er tom inden i. Men vi må op på hesten igen, for vi giver aldrig op. Vi må acceptere, at det er første division næste år. Den pille må vi sluge, siger han.

FC Helsingørs historie har ellers indtil nu været noget af et eventyr. Klubben rykkede sidste år op i Superligaen efter blot to år i 1. division.

En anden scene

Kampen blev yderst spændende og med kun fire minutter igen fik Silkeborg et mål i kassen, så der stod 4-2. Men Helsingør svarede igen, og så stod der 4-3.

Helsingør var endda tæt på at få uafgjort og sende Silkeborg ned i 1. division, men to gange fik hjemmeholdet reddet en Helsingør-afslutning på målstregen.

- Vi havde et hav af målchancer, og der var gode redninger fra begge hold. Det kunne være blevet både en drenge eller pige, siger den ærgerlige Helsingør-fan.

Nu går turen hjem mod Helsingør i biler. Men Carsten Fisk Nielsen forbliver på Helsingørs side.

- I får os at se igen næste år. Det bliver bare på en anden scene, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik