Foto af havnen ved Helsingør. Foto: Brian Bergman, Scanpix

Helsingør får ny uddannelse: Det vil man kunne studere

En læreruddannelse bliver etableret i Helsingør inden længe - som anden del af regeringens såkaldte Bedre Balance-plan. Borgmester glæder sig.

Mellem 500 og 1000 nye uddannelsespladser bliver nu drysset ud over Danmarkskortet af regeringen i etape to af udflytningen af statslige arbejdspladser fra hovedstaden.

Onsdag klokken 13 præsenterer regeringen "Bedre Balance ll". Her vil der være fokus på uddannelsesmuligheder i en række mindre byer rundt omkring i landet.

Ti byer får uddannelsesstationer, hvor man kan tage dele af sin uddannelse. Det oplyser minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) til DR Nyheder.

Regeringens nye plan betyder blandt andet, at man muligvis snart kan blive lærer i Helsingør.

Læs også Før udflytning: Hver tredje har sagt op

Borgmester glæder sig

Nyheden glæder Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (Kons.).

- Det er en fantastisk god nyhed, som vi har fået. Jeg glæder mig over, at regeringen har besluttet at sende en uddannelses-station til Helsingør. Det passer som fod i hose med de visioner, vi har, og de tanker, vi gør os, om at få flere uddannelser til Helsingør og få opbygget en campus, siger Benedikte Kiær til Helsingør Dagblad.

Når borgmesteren bruger udtrykket en uddannelses-station, er det ikke tilfældigt.

En uddannelses-station er en mindre lokalafdeling af en eksisterende uddannelse, og regeringen opretter 10 nye uddannelses-stationer rundt omkring i Danmark.

Læs også Økonom: Udflytningen bliver nok dyrere end planlagt.

Håber på større interesse 

I Helsingør vil læreruddannelsen blive en del af UCC Carlsberg, skriver DR Nyheder.

Innovationsminister Sophie Løhde fra Venstre ser frem til, at Helsingør får en uddannelses-station. Det kan skabe større interesse for læreruddannelsen, håber hun.

- En af de nye uddannelsesstationer placeres i Helsingør, hvor studerende fremover vil få mulighed for at tage dele af deres læreruddannelse. Det vil forhåbentlig både betyde, at flere får mod på at tage en uddannelse som skolelærer og bidrage til lokal udvikling og vækst, siger Sophie Løhde til Helsingør Dagblad.