Helping Friday: Kvicklys kunder hjalp udsatte familier

- Det er dejligt. Folk er bare glade for, vi kan gøre det her, siger varehuschef.

I dag var der dømt Black Friday i et hav af butikker i hovedstadsområdet. Men andre steder er der startet en modreaktion.

Flere butikker har nemlig valgt at vende ryggen til årets største shoppingdag.

I Kvickly i Albertslund stod fredagen i stedet i de socialt udsattes tegn.

Varehuset havde valgt at holde såkaldt 'Helping Friday'. Konceptet går kort fortalt ud på, at kunderne blev opfordret til at købe lidt ekstra ind, som de så kunne donere til socialt udsatte familier.

- Jeg synes ikke, at Black Friday er noget fis, men jeg synes, det er begyndt at blive sådan en lille smule hysterisk. Og så vil jeg hellere vende det til at lave en smule næstekærlighed og skabe noget fokus på folk, der ikke har så meget, siger varehuschef, Jonas Møller, til TV 2 Lorry.

Dejlig julemad

I varehusets forområde på de bedste salgspladser var der i dagens anledning opstillet fire kundevogne, som de donerede varer fra kunderne blev lagt i.

50 udsatte familier kan dermed se frem til at spise dejlig julemad, når vognene er fyldt op. Og ifølge Jonas Møller har kunderne taget imod tiltaget med åbne arme.

- Vi får krammere. Vi får knus, jeg har fået et kys på kinden. Det er dejligt. Folk er bare glade for, vi kan gøre det her, siger han.

Kvickly i Albertslund prøvede sidste år konceptet af for første gang, og ifølge Jonas Møller var det en stor succes. 18.000 kroner blev samlet ind til foreningen ’Hjælp til Udsatte’, som igen i år vil modtage donationerne fra kunderne.

Senere på året vil de indsamlede varer blive delt ud af foreningen ved et arrangement, hvor familierne vil modtage deres julevarer.

Også andre steder i hovedstadsområdet blev der afholdt Black Friday på alternativ vis. Se hvordan i tv-indslaget øverst.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik