Alt om lejemorder-sagen: Kvinde betalte for drab på sin mand

Retten i Lyngby afsiger fredag dom om et påstået lejemordsplot mod siciliansk politimand. Læs hele historien.

OPDATERING FREDAG KLOKKEN 11.13:
Retten i Lyngby kender den 58-årige kvinde skyldig i at bestille et lejemord på sin kæreste via det mørke internet og beale med den digitale valuta bitcoin.

______________
 

Det mørke internet. Et mekka for pædofile, narkohandlere, terrorister og andre af samfundets bærme, som ønsker at dække over deres lyssky aktiviteter.

Det er også her, at en af de mere opsigtsvækkende sager i nyere tid herhjemme tager sit udspring. Fredag afsiger Retten i Lyngby dom i den spektakulære sag, hvor en 58-årig hellerupfrue er anklaget for at bestille et lejemord på sin kæreste.

Hun nægter sig skyldig og afviser pure at have afgivet den detaljerede drabsordre på kæresten. Hun nægter også, at det er hende, der har betalt 29.300 kroner i den digitale valuta bitcoin for at få ordren udført.

Det skriver Ritzau.

"Denne her skiderik har ødelagt mit liv"

Kvinden med de lange blonderede lokker stammer selv fra Sicilien - nærmere bestemt en landsby nær storbyen Catania, der ligger for foden af den mægtige vulkan Etna. Sidst i 80'erne rejste hun til Danmark, og hun har været gift og fået to børn med en dansk mand. Datteren er i dag 23 år, sønnen 20.

Ægteskabet holdt ikke, og i 2009 blev kvinden kæreste med politimanden Sergio. De stammer fra samme by på Sicilien, og er stadig kærester.

Det er der jo sådan set ikke noget opsigtsvækkende i. Hvis ikke det lige var for den detalje, at Sergio var offer for det lejemord, som kvinden ifølge anklagemyndigheden bestilte.

Under retssagen har senioranklager Kenn Jørgensen fremlagt en udførlig ordre, som 12. marts i år er afgivet på hjemmesiden Crime Bay by Chechen Mob - altså en side, som ud fra navnet at dømme tilhører en tjetjensk mafia.

I ordren udpeges politimanden Sergio som målet. Han skal dræbes i første forsøg, og morderen skal bruge lyddæmper, lyder det i bestillingen, som er afgivet af en profil kaldet "Mr. Right".

- Denne her skiderik har ødelagt mit liv og ødelagt så mange mennesker, at han ikke fortjener at leve, skriver Mr. Right blandt andet i bestillingen.

Beskrev mord i detaljer

Mr. Right beskriver desuden omgivelserne ved Sergios hus på Sicilien. Blandt andet beskriver Mr. Right en smal passage, hvor morderen vil kunne stå på lur. Og endelig medsender Mr. Right fem billeder af Sergio. De skal vise sig at blive centrale i efterforskningen.

På en eller måde endte alle disse informationer hos det italienske politi. Under sagen har civilingeniør Kim Rasmussen, der arbejder hos Rigspolitiets Nationale Cybercrime Center nævnt, at det britiske NCA - National Crime Agency - har været indblandet i efterforskningen.

Det nævnte han en passant, da han onsdag i denne uge afgav forklaring om de tekniske undersøgelser i sagen. Her nævnte han desuden "udenlandske efterretningstjenester", og at materiale fra lejemorderhjemmesiden var blevet beslaglagt i Bulgarien.

Offer kunne genkende kærestens billeder

På Sicilien førte efterretningerne om drabsordren på Sergio til en politiefterforskning. Under retssagen i Danmark har Sergio forklaret, at han som politimand på Sicilien flere gange har været udsat for trusler af forskellig art. Han regnede derfor med, at motivet skulle findes i relation til hans job.

Men da de italienske efterforskere viste ham de billeder, som Mr. Right havde vedlagt drabsordren, blev fokus rettet andetsteds - nemlig mod Danmark. For Sergio kunne straks se, at der var tale om billeder, som han havde fået taget sammen med sin kæreste - fra Hellerup.

Den 28. marts rettede politiet i Italien så henvendelse til politiet i Danmark.

I mellemtiden i Hellerup

Den 12. marts klokken 22.57 havde kvinden kontakt med en fyr kaldet "Elias" via beskedprogrammet WhatsApp. Det viser udtræk fra kvindens telefon, som it-efterforskerne har foretaget. Det var, nøjagtig 6 timer og 11 minutter efter at lejemordsordren indgik på hjemmesiden.

De to aftalte at mødes i København. Hellerupfruen skulle møde op med kontanter, mod at Elias skulle overføre et tilsvarende beløb i den digitale valuta bitcoin til kvinden.

Mødet fandt sted seks dage senere, 18. marts, ved Nørreport Station ud for et Forex-vekselbureau. Det har kvinden erkendt under sin forklaring i retten.

Elias fik kontanterne, og han viste hende, at et tilsvarende beløb i bitcoins var gået ind på hendes såkaldte wallet - en form for konto, der bruges til transaktioner med digital valuta.

Den eftermiddag blev der ifølge it-efterforsker Kim Rasmussen overført 4,8 bitcoins til en konto, som ifølge den øvrige efterforskning har tilknytning til kvinden. Det skete i tidsrummet mellem klokken 13.43 og 15.43 - mere præcist kan man ikke komme det.

To dage efter blev der fra samme konto overført 4,1 bitcoin - svarende til 29.300 kroner - til en konto, som it-efterforskerne sætter i forbindelse med lejemordshjemmesiden.

Det beløb blev dagen efter igen overført til en ukendt konto - og herefter forsvinder sporet af pengene.

Håndskrevne sedler er stærke beviser

Kvinden afviser pure, at hun skulle have noget som helst med overførslerne at gøre. Men der er flere fund i sagen, som belaster hende. Blandt dem en håndskrevet seddel, som lå på hendes natbord, da politiet 30. marts om aftenen anholdt hende i hendes lejlighed på Rygårds Allé i Hellerup.

På sedlen står en internetadresse - men det er ikke nogen almindelig adresse. De fleste kender netadresser, der ender på for eksempel ".com" eller ".dk." Det er adresser på det almindelige åbne internet.

Men adressen på sedlen ender på ".onion", og det indikerer, at det er en adresse på det såkaldte TOR-netværk, også kendt som det mørke internet. Ifølge it-efterforskerne førte adressen mere eller mindre direkte til lejemorderhjemmesiden.

Sedlen er ikke den eneste af sin slags i sagen. For mens kvinden har siddet varetægtsfængslet, har personalet i Helsingør Arrest fundet flere sedler. Blandt andet en med en netadresse, som fører til den bitcoinkonto, hvorfra der blev betalt penge til lejemordersidens konto.

En tredje seddel indeholdt - i hvert fald efter anklagemyndighedens opfattelse - instruktioner om at købe mobiltelefoner og taletidskort uden at blive opdaget. Muligvis er der en sammenhæng mellem den seddel og en sms, som kvindens søn modtog, mens moren sad varetægtsfængslet.

Sms-en hænger sammen med en mystisk figur i sagen - en mand kaldet "Luc".

Den mystiske albaner

Et års tid før sin anholdelse - altså i foråret 2016 - sad kvinden på en bænk på Kultorvet i København. Hun var ved at spise en hotdog, da en nydelig mand i 40'erne satte sig ned og begyndte at tale med hende. På engelsk.

De udviklede med tiden et forhold. Ikke romantisk. I hvert fald ikke fra kvindens side. Hun var forelsket i Sergio, selv om han var hende utro, og selv om bølgerne ofte gik højt i deres forhold.

Luc fortalte, at han var albaner og gjorde forretninger i både Bulgarien, Danmark, Italien og Sverige. Hvad det mere præcis drejede sig om, er uvist.

Luc ringede altid fra forskellige telefonnumre. Enten fra et taletidskort eller fra hemmeligt nummer. Det var altid ham, der kontaktede kvinden, og hun har ikke været i stand til at give politiet oplysninger, som kan bevise, at denne mand eksisterer i den virkelige verden.

Luc brød sig ikke om Sergio og hans utroskab - han kendte kun Sergio fra Hellerupfruens beretninger om ham. Og på et tidspunkt foreslog han at iværksætte en overvågning af Sergio. Luc tilbød at betale - det skulle ske i bitcoin.

Men når han nu var så gavmild, så måtte det være op til kvinden at skaffe bitcoins, og det var Luc, som satte hende i forbindelse med bitcoinleverandøren Elias, som kvinden altså mødtes med ved Nørreport.

Anklager: Albaner er ren fantasi

Det var også Luc, som forsynede kvinden med den netadresse, der førte til den såkaldte wallet - altså bitcoinkontoen.

Luc lånte indimellem både kvindens telefon og computer. Og det må ifølge kvinden være forklaringen på, at en netadresse på bitcoinkontoen blev fundet af it-efterforsker Kim Rasmussen i notesbogen på hendes telefon.

Hun mener også, at det må være grunden til, at der på hendes computer blev fundet billeder af Sergio. Billeder, som ifølge Kim Rasmussen med ubestridelig sikkerhed er identiske med de billeder, som ledsagede den ordre, der blev sendt til lejemordersiden.

Den besked, som sønnen modtog under morens fængsling, var underskrevet "Luc". Men senioranklager Kenn Jørgensen tror mindre på eksistensen af Luc end på Julemanden, gav han udtryk for i sine afsluttende bemærkninger onsdag i denne uge.

Ved samme lejlighed hævdede forsvarsadvokat Mie Sønder Koch, at anklagemyndigheden ikke havde gjort tilstrækkeligt for at opspore den mystiske albaner.

Fredag er dommens dag

Set fra anklagemyndighedens side er det helt afgørende, at der er blevet betalt 29.300 kroner. Det vidner ifølge Kenn Jørgensen om et viljefast ønske om at få Sergio dræbt.

Men selv om det er mange penge, så lyder modsvaret fra Mie Sønder Koch, at lejemordet slet ikke var betalt fuldt ud. Af ordreoversigten på lejemorderhjemmesiden fremgår det nemlig, at et beløb på 0,77 manglede at blive betalt. Det svarede på det tidspunkt til cirka 5500 kroner.

Under sagen har Kenn Jørgensen dog fremlagt en længere korrespondance mellem Mr. Right og en administrator af lejemordersiden, som indikerer, at der var indgået en aftale.

Heldigvis for Sergio har ingen forsøgt at skyde ham. Han lever i bedste velgående, og under sagen har han siddet på tilhørerrækkerne side om side med sin kærestes datter.

I pauserne i retssagen har han flere gange haft mulighed for at tale med sin kæreste. Og set udefra har de alvorlige anklager mod hende ikke slået skår i følelserne mellem dem.

Retten afsiger fredag klokken 11 kendelse om kvindens skyld. Hvis hun kendes skyldig, står hun formentlig til en straf på seks års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig. En eventuel dom vil falde fredag eftermiddag.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik