Heller ingen skraldemænd på Østerbro og Nørrebro i dag

Skraldemændene i City Renovation har onsdag morgen besluttet at nedlægge arbejdet igen.

Arbejdsnedlæggelsen, der rammer afhentningen af skrald på Østerbro og Nørrebro, fortsætter onsdag, da skraldemændene i City Renovation for anden dag i træk har valgt at nedlægge arbejdet i sympati med fire kolleger. Det blev besluttet på et fagligt møde her til morgen.

Skraldemændenes ønske er, at de fire medarbejdere, der håndterer pap og papir, og som i øjeblikket arbejder på akkord, i stedet skal have timeløn og en arbejdsuge på maks. 37 timer.

- Vi håber at Københavns kommune kan se vores bekymringer for vores helbred, på grund af de forringelser af arbejdsmiljøet, som denne udlicitering er skyld i, skriver skraldemændene i en mail.