Det kæmper jeg for: Hele Danmark skal have gavn af infrastruktur-investeringer

DEBAT: Der skal etableres en havnetunnel i København og motorvejen til Hillerød skal forlænges, mener Mette Thiesen fra Nye Borgerlige. Der skal altså ske udbygning af infrastrukturen.

Af Mette Thiesen, medlem af Folketinget for Nye Borgerlige, valgt ind i Nordsjællands Storkreds.

Da vi skulle konstituere os i Nye Borgerlige, var det en af mine hovedprioriteter at få posten som transportordfører. Her vil jeg kæmpe for, at hele Danmark får gavn af infrastrukturinvesteringer.

Jeg ser derfor frem til de kommende forhandlinger om en infrastrukturplan.

Hurtigere udbygning af infrastrukturen

Det er ingen hemmelighed, at jeg mener, de blå partier svigtede massivt, da de ventede til fem minutter i lukketid med at præsentere deres infrastrukturplan i sidste valgperiode. Hvorfor ventede de til få måneder inden valget?

Hvorfor var det ikke noget af det første, de tog fat på i valgperioden? Så havde vi undgået, at Socialdemokratiet og venstrefløjspartierne kastede det hele op i luften.

Det kæmper jeg for

TV 2 Lorry har spurgt samtlige politikere, der er valgt ind i Hovedstadsområdet, hvad de vil kæmpe for i deres område de næste fire år. Bliv klogere på dine politikere her.

Det eneste positive ved, at forhandlingerne først kommer nu, er, at vi i Nye Borgerlige sidder i Folketinget og derfor kan forsøge at trække en aftale i den rigtige retning.

Vores overordnede holdning er, at vi ønsker en hurtigere og kontinuerlig udbygning af infrastrukturen, som kommer hele Danmark til gavn.

Store trafikale krav

I alt for mange år har transportpolitik været ført som en omgang sognerådspolitik, hvor ordførernes egne områder er blevet prioriteret. Det er en helt forkert måde at føre politik på. I Nye Borgerlige har vi rentable infrastrukturønsker i hele Danmark, men i det her indlæg vil jeg kun fortælle om dem øst for Storebælt, da det er TV2 Lorrys dækningsområde.

Det er på tide, at Frederikssundsmotorvejen bliver færdiggjort, at Hillerødmotorvejen bliver forlænget, at der bliver etableret en havnetunnel i København, at der kommer motorvej mellem Næstved og Rønnede, at tognettet bliver styrket, og at brugerbetalingen bliver afskaffet på Storebæltsbroen og Kronprinsesse Marys Bro.

Vi ved godt, at det bliver mere end svært at komme igennem med alle vores krav. Men måske vi kan trække de andre partier i den rigtige retning. Der er simpelthen brug for, at hele Danmark bliver tilgodeset. Jeg ser frem til de kommende forhandlinger med transportministeren og de andre partier i Folketinget.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik