Byrådet i Helsingør vil reducere skovbyggelinjen fra 300 til 30 meter, hvilket giver mulighed for at bygge helt op til nationalparken. Foto: Leif Danielsen - TV 2 Lorry

Hel by går sammen mod byggeplaner: Nej tak til hård beton

Flere partier i Helsingørs byråd vil bygge 400 boliger ved Nationalparken Kongernes Nordsjælland. Nu kæmper lokalmiljøet for deres naturområde.

Nationalparken Kongernes Nordsjælland har i årevis haft både politikere og borgeres opmærksomhed. Og lokalt har de grønne områder op til naturparken været til stor glæde for dem, der bor tæt på. 

Men noget tyder på, at den grønne idyl snart er fortid. Flere partier i Helsingørs Byråd har nemlig nye planer for området. 

Byrådet ønsker at ændre på de nuværende regler om byggeri på Kelleris-grunden, så der på sigt kan opføres 400 nye boliger lige op ad skoven. 

Helt konkret ønsker de at reducere den afstand, der skal være mellem byggeri og skov fra 300 meter, som den er i dag, til 30 meter. 

Læs også Beboere protesterer: Vil ikke have vindmøller i baghaven

Kommunens byggeplaner kom for nyligt med i en høringsrunde, hvilket efterfølgende har affødt stærke reaktioner fra lokalmiljøet, der føler sig ført bag lyset med den mulige udsigt til bulldozere og hård beton. 

- Vi ærger os over at kommunen har gennemført det på sådan en måde, som man har. Kommunen henviser til en fingerplan, som ingen har været opmærksomme på og en strategiplan, som der nærmest ingen debat var om. Nu siger man, at debatten er taget og vi skal bare have gennemført projektet, siger Kjeld Damgaard, der er formand i Espergærde Byforening. 

Naturbevarelse eller nye boliger

Det er debatten om naturbevarelse overfor nye boliger, der skaber stor splittelse mellem beboerne i området og Byrådet. 

Konsekvenserne for området er naturligvis, at når det først er bebygget, så vil det altid være bebygget, og så kommer det aldrig tilbage til naturen igen

Kjeld Damgaard, Formand i Espergærde Byforening

Tilbage i 2015 blev Kelleris-grunden godkendt af Helsingørs byråd som en mulig byggegrund. Og ifølge en rapport fra firmaet NIRAS, vurderes det, at en ny lokalplan med 400 nye boliger, vil øge naturindholdet i området i forhold til i dag, hvor området anvendes til landbrugsdyrkning. 

Men ifølge formanden for Espergærde Byforening, holder det argument ikke. 

- Konsekvenserne for området er naturligvis, at når det først er bebygget, så vil det altid være bebygget, og så kommer det aldrig tilbage til naturen igen, siger Kjeld Damgaard. 

03:25 Luk video

Nye boliger skaber mulighed for positiv udvikling

På borgmesterkontoret i Helsingør er holdningen dog noget anderledes. Ifølge kommunens fungerende borgmester Henrik Møller, er byggeplanerne og de 400 nye boliger en oplagt mulighed for en positiv udvikling i området.

Nu har vi chancen for at få nogle af alle de her familier. Dem har vi brug for, fordi vi bliver rigtig mange ældre.

Henrik Møller, fungerende borgmester i Helsingør

- Nu har vi chancen for at få nogle af alle de her familier. Dem har vi brug for, fordi vi bliver rigtig mange ældre, siger Henrik Møller og understreger, at en stigning i antallet af ældre også er en stigning i kommunale udgifter. 

Ifølge borgmesteren vil borgerne i Espergærde få langt større glæde af de nye boliger, end ved den nuværende lukkede landbrugsjord. 

Læs også Byggeplaner jager lokalt fiskermiljø væk fra fredet område

- Det her er et landbrugsområde, der bliver dyrket som landbrug. Det, vi gør nu er, at vi får en ny slags natur ved, at det faktisk bliver tilgængeligt for mennesker at færdes i de her naturområder, siger den fungerende borgmester i Helsingør. 

Men spørger man Formanden for Espergærde Byforening, er det ikke nødvendigt at bygge ved nationalparken for at skabe mere liv. 

- Der er ingen tvivl om, at man kan få 700-900 boliger inden for bygrænsen, og det må være rigeligt for Espergærde, siger han. 

Espergærde Byforening inviterer til møde om planerne for byggeriet mandag den 22. oktober kl. 19.30 på Espergærde Gymnasium.