Martin Niemann kan lidt af hvert: Fra heavymetal-musiker til vante-iværksætteri. Foto: Privatfoto/pressefoto

Heavymetal-musiker har brugt seks år på at genopfinde børnevante

Martin Niemanns hjerte banker både for vuggestuebørn, heavymusik og iværksætteri. Man skal gå efter det, man drømmer om, lyder hans opfordring.

37-årige Martin Niemann fra København har et noget utraditionelt CV.

Han er trommeslager i et heavyband, tidligere vuggestuepædagog – og nu også udvikler af en børnevante.

Èt projekt, han har arbejdet på i seks år.

Strikkehjælp fra mor

Idéen til at genopfinde børnevanten fik han, mens han arbejdede i en vuggestue.

- Jeg gik to-tre vintre i træk og tænkte: Det er ærgerligt, at børnenes vanter falder af efter fem minutter. Hvis de bliver generet af dem, tager de dem helt intuitivt af, fortæller Martin Niemann til TV 2 Lorry.

Han kunne se, at fingrene i vanterne drillede. Det gav ham idéen til en vante, der er helt simpel: Uden en højre- og venstrevante, uden fingre – og heller ikke med tommelfinger i. Og som lige meget, hvordan barnet griber ud, former sig. 

Han gik til sin mor, og fik hende til at strikke den første udgave.

Læs også Ildsjæl fik en idé. Nu blomstrer udviklingshæmmede børn

Heavymetal-musikere har også børn

Udadtil kan det godt virke sjovt, men jeg vil gerne gøre op med den fordom, at heavy metal-musikere er nogle farlige gutter. Mange af os har børn.

Martin Niemann

Privat er han far til to børn på fire og syv år. Men en del af fritiden har et lidt andet lydtapet end leg og børnestemmer:

- Min helt store passion har altid været at spille trommer, fortæller Martin Niemann.

Han er medlem af bandet ”RISING”, som både har spillet på Roskilde Festival og Copenhell.

- Vi er alle sammen familiefædre, men det er vores store frirum. 

Martin Niemann er medlem af bandet RISING. Foto: Rasmus G. Sejersen

Kombinationen af heavy og børnevanter kan udefra virke rimelig utraditionel. Men for Martin Niemann er det helt naturligt:

- For jeg har altid gjort det, jeg brænder for - uanset hvad det er.

Samtidig håber han at kunne gøre op med nogle af de vante forestillinger omkring hans musikgenre:

- Udadtil kan det godt virke sjovt, men jeg vil gerne gøre op med den fordom, at heavy metal-musikere er nogle farlige gutter. Mange af os har børn, fortæller han.

Læs også Albert reddede Olsen-banden-udstilling: "Jeg har en plan!"

Har lært en masse 

Jeg havde en idé, men jeg var pædagog og vidste ikke, hvordan jeg skulle gå videre med det.

Martin Niemann

Børnevanten ”Rumlii” blev lanceret i november sidste år. Men bag det ligger seks års arbejde.

Han fortæller, at han blandt andet har været forbi Teknologisk Instituts Opfinderrådgivning, som har hjulpet ham.

- Jeg havde en idé, men jeg var pædagog og vidste ikke, hvordan jeg skulle gå videre med det, fortæller han.

De hjalp ham med at undersøge, om produktet fandtes i forvejen og hvordan han fik det produceret, og de hjalp ham med at teste produktet og skabe sig et netværk.

Læs også Overblik: Se hvor tit din daginstitution lukker

- Det første produkt lignede noget, der var løgn, husker han.

Ved at teste det ude i institutionerne og lave forbedringer, er han siden blevet tilfreds.

Men processen har budt på mange udfordringer.

- Den største har faktisk været at finde den rigtige producent og at finde ud af alt det økonomiske. Jeg har måttet netværke mig til at finde ud af, hvordan man skal gøre, siger han.

Martin Niemann har stiftet "Rumlii", som producerer vanter og nu også sutsko. Foto: Pressefoto

Opfordring til andre: Gør det!

Det allervigtigste, jeg har lært, er, at man skal brænde for det. Det er der ikke nogen, der kan tage fra mig. 

Martin Niemann

Alligevel har det været hele arbejdet værd. Også selvom nogen måske ville tænke: ”Er det ikke bare en vante?”

- Så synes jeg, de skal prøve den! Det er jo ikke fordi, at jeg er nogen ’Robin Hood’, men der var et behov her, som ikke var udfyldt. Det økonomiske har aldrig været målet, mener Martin Niemann.

Og han er faktisk blevet så bidt af iværksætteriet, at han i sommer valgte at starte på en uddannelse for innovation- og entreprenørskab på CPH business.

Han kan kun anbefale andre at gå ’planken ud’ med deres idéer:

- Det allervigtigste, jeg har lært, er, at man skal brænde for det. Det er der ikke nogen, der kan tage fra mig. 

Læs også Iværksættere fra Amager tryller affalds-blade til læskedrik