HCS beskyldes for bedrageri med skrald

Fire nu fyrede skraldemænd hævder, at de efter ordre fra skraldeselskabet HCS blandede HCS's eget affald med affald fra Glostrup, Gladsakse og Ballerup kommuner.

Dermed kom kommunernes skatteborgere til at betale for
bortskaffelsen af HCS's eget affald.
Skraldemændene er Kenneth Christensen, Niels Øvlisen, Johnny
Møller og Jørgen Larsen. De fortæller samstemmende, at de i
perioden 2005 og frem til nu hver uge - og efter ordre fra
firmaet - har læsset affald fra HCS's egne cirka 40 containere
op i de skraldebiler, der hentede skrald i henholdsvis Glostrup,
Gladsakse og Ballerup kommuner.
En tidligere ansat på HCS's kontor, der ønsker at være anonym,
siger til TV AVISEN, at det var almindelig viden på kontoret, at
HCS's eget skrald blev blandet med kommunens, så HCS slap for
selv at betale for bortskaffelsen.
Når HCS's eget affald blandes op med kommunernes affald, er
det kommunerne, der kommer til at betale regningen for alt
affaldet på bilen. Når skraldet indvejes på
forbrændingsanstalten Vestforbrænding ved København, så brugte
skraldemændene nemlig den respektive kommunes kort og dermed får
kommunen regningen.
- Det undrede mig, at jeg skulle bruge Ballerup kommunes kort,
og derfor spurgte jeg på kontoret, om jeg ikke skulle bruge en
anden bil eller et andet kort. Men jeg fik besked på at bruge
Ballerup kommunes kort, siger skraldemand Jørgen Larsen.
Ifølge skraldemændene vejede affaldet fra HCS's egen plads i
Glostrup 3-4 tons om ugen. Hvis det er korrekt, har det kostet
skatteborgerne i kommunerne mindst 75.000 kroner om året i de
seneste fire år.
Affaldet bestod ifølge skraldemændene blandt andet af
kantineaffald, pap, papir, plastik og andet affald fra den store
virksomhed, der er både skralde-, genbrugs- og vognmandsfirma.
Efter TV AVISENS afsløring kræver Glostrup og Ballerup
kommuner nu en redegørelse fra HCS. Afdelingschef i Ballerup
kommune, Søren Johnsen, siger, at kantineaffald fra HCS absolut
ikke hører hjemme på en Ballerup-skraldebil.
- Nu beder vi om en redegørelse, og hvis den ikke er
tilfredsstillende, vil vi overgive sagen til vore advokater,
siger Søren Johnsen.
HCS ville torsdag ikke interviewes om sagen, men i en mail
afviser direktør for HCS Renovation, Mads Frederiksen,
skraldemændenes beskyldninger.
- HCS Renovation har valgt i den fremprovokerede situation at
få Deloite Consulting til at undersøge de administrative
arbejdsgange på de omtalte områder, skriver Mads Frederiksen.
Deloites undersøgelse vil ifølge HCS blive sendt til de
berørte kommuner.
Skraldemændene hos HCS har det seneste halve års tid nedlagt
arbejdet adskillige gange. De klager blandt andet over dårligt
arbejdsmiljø og over, at virksomheden ikke tager deres sikkerhed
alvorligt.
I tirsdags fyrede HCS så samtlige skraldemænd, og det tvang
kommunerne Hvidovre, Glostrup, Herlev og Ballerup til at finde
nye firmaer til at hente borgernes skrald.
Situationen er de seneste dage blevet tilspidset af, at de
fyrede skraldemænd blokerer Vestforbrænding, så de nyansatte
skraldemænd ikke kan komme af med skraldet. Derfor hober
skraldet sig mere og mere op i de fire kommuner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik