HB Køge taber opgør om løn til fyret træner

Fyring af Tommy Møller Nielsen i september 2012 bliver en dyrere omgang, end HB Køge havde ventet.

Fodboldklubben HB Køge A/S har mandag i Østre Landsret tabt en retssag mod den tidligere træner Tommy Møller Nielsen.

Klubben er dømt til at betale træneren 760.000 kroner plus renter.

Sagen skyldes fyringen af Tommy Møller Nielsen tilbage i september 2012.

Parterne var uenige om, hvilken betaling den afskedigede træner var berettiget til.

Klubben mente, at han kun havde krav på tre måneders løn, men det var han ikke enig i.

Uenigheden førte til en retssag, som i første omgang blev behandlet af Retten i Roskilde sidste år.

Trods et nederlag mente klubben at have en god sag og ankede derfor.

- Vi har tre af Danmarks førende advokater, der har rådgivet os til at anke sagen, har klubbens formand, Henrik Normann Andersen, tidligere udtalt til ekstrabladet.dk.

Imidlertid slår landsretten mandag fast, at Tommy Møller Nielsen var ansat på en uopsigelig treårig kontrakt.

Ved fyringen havde han derfor krav på løn, indtil han fik et nyt job, hvilket skete i sommeren 2014, siger landsretten.

Konsekvensen er som nævnt, at Møller Nielsen har krav på cirka 760.000 kroner. Dertil skal lægges såkaldte procesrenter og sagsomkostninger på 60.000 kroner.

I alt lyder regningen på cirka en million kroner, vurderer trænerens advokat, Jørn Bonnesen, mandag overfor Ritzau.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik