By & Havn under beskydning: Ødelægger dyreliv på Amager Fælled

Det vækker både forargelse og forundring, at By & Havn rydder Amager Fælled. Alt for voldsomt, lyder kritikken fra radikal gruppeformand.

Mandag begyndte maskinerne at rydde planter på den del af Amager Fælled, hvor der senere skal bygges boliger.

Ifølge By & Havn er rydningen en del af forberedelserne af byggeprojektet.

- Vi skal i gang med at tage jordprøver, som er et led i den VVM undersøgelse, vi gennemfører. For at kunne tage prøverne kræver det, at vi rydder høj beplantning og krat på udvalgte steder på projektområdet, og det er vi gået i gang med i dag. Det tager et par dage, og herefter starter selve arbejdet med jordprøverne, der tager nogle måneder, skrev Rikke Faaborg Jarmer, udviklingschef, By og Havn, mandag i en mail til TV 2 Lorry.

Lidende frøer

Flere billeder og videoer på Facebook dokumenterer nu, hvordan rydningen af fælleden ikke kun har konsekvenser for plantelivet, men også for flere frøer i området.

Kokken Nikolaj Kirk har lagt en video op, hvor man ser døde frøer – blandt andet skrubtudser og spidssnudede frøer. Begge arter er på EU's liste over fredede dyrearter.  

- Der er der massevis af frøer, der lider efter By & Havn i dag er begyndt at nedslagte vores urnatur - bevar strandengen Amager Fælled ( stærke billeder!) husk Frank Jensen, det er din vagt, skriver han.

Var det nu også nødvendigt? 

Han undrer sig over fremgangsmåden. For hvorfor var det virkelig nødvendigt at bruge et bæltekøretøj?

- De kalder det naturarbejde. Men når man ved lidt om området, så vrimler det med spidssnudefrøer. De er særligt fredede ligesom flere andre arter derude. Når den er der, har vi forpligtelser over for os selv og EU. Vi skal gøre helt særlige tiltag for, at den ikke bliver belastet. Så er det klart, at når man lader et bæltekøretøj hjerne ind over et område med frøerne, så får vi et problem. Frøer der er kvast, lemlæstede og lider. Det er ikke en måde at behandle naturen på, siger han til TV 2 Lorry.

Ifølge Nikolaj Kirk har By & Havns maskiner kørt gennem et område på 4,5 meter i bredden og flere hundrede meter i længden.

- Planter er gjort til flis. Frøer og andre dyr er smadret og kvast. Der virker meningsløst. Jeg har hørt fra flere fagfolk, der laver jordprøver, at det kan gøres på mange andre måder og mere skånsomt. Så jeg er selvfølgelig rystet, siger han.

Radikale: By & Havn respekterer ikke dyrelivet

Også den radikale gruppeformand på Københavns Rådhus harcelerer over By & Havns fremgangsmåde – og hans tillid til selskabet er efterhånden noget tyndslidt.

- De skal selvfølgelig lave en VVM-undersøgelse, og det kræver selvfølgelig nogle jordprøver. Men samtidig har de også fået at vide, at det ikke må gå ud over dyre- eller planteliv, og man kan altså ikke bare på den måde smadre ind i et område med fredede frøer. Jeg synes de udviser meget ringe respekt for sjældne dyre- og plantearter, siger han til TV 2 Lorry.

Tommy Petersen har nu krævet en redegørelse om sagen fra overborgmester Frank Jensen, Soc.dem. Den ventes inden for en uge. Han efterspørger, at teknik- og miljøborgmester Morten Kabell, Enhl., skrider ind. 

- Jeg efterlyser, at borgmesteren som bestyrelsesmedlem i By & Havn tager den hårdhændede behandling op i bestyrelsen, herunder at en medarbejder fra By & Havn giver en fuck-finger til en borger derude. Jeg forventer i det hele at han som bestyrelsesmedlem holder By & Havn i ørerne, siger han.

Kabell: Radikale sidder på hænderne

Men Morten Kabell melder hus forbi. 

- Tommy Petersen er som medlem af Økonomiudvalget allerede i sidste uge blevet orienteret om, at By & Havn skulle gennemføre rydninger på Amager Fælled. Tommy Petersen kunne altså have råbt op og krævet arbejdet indstillet, men han har valgt at sidde på sine hænder, lyder det fra borgmesteren. 

På Facebook skriver det socialdemokratiske medlem af teknik- og miljøudvalget i København, Jakob Hougaard, at det nok ikke er muligt at undgå dræbte dyr.

- Jeg så godt billedet af den frø, som var blevet klemt ihjel. Det kan nok ikke undgås, desværre. Jeg tænker, at By & Havn gør det så forsigtigt som muligt. Området skal ryddes for buske nu, og når der skal bygges boliger, skal der køres grus ud, skriver han. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik