På med solcremen: Solskin fra morgen til aften i weekenden

Der kommer ganske få skyer på himlen i weekenden, hvor mange får 20 graders varme.

Find hat, solbriller og solcreme frem og nyd det gode vejr.

Sådan lyder rådet fra den vagthavende meteorolog hos DMI forud for weekenden, der for manges vedkommende allerede er i fuld gang på grund af Kristi himmelfart.

- Det fine vejr ser bare ud til at fortsætte. Der bliver ikke ret mange skyer hverken fredag, lørdag eller søndag. Der bliver masser af solskin, en svag vind fra sydøst og generelt rigtig flot vejr, siger Mogens Rønnebek fra DMI.

Mange steder vil temperaturen kunne komme op på 20 grader - enkelte steder helt op til 22 grader i løbet af weekenden.

- Der kommer behagelige temperaturer de allerfleste steder og med 22 grader, hvor det bliver varmest, så smager det lidt af sommer, siger Mogens Rønnebek.

Ved østvendte kyster skal man dog ikke regne med at se kviksølvet bevæge sig helt så højt op i termometeret.

- Typisk vil der være omkring 12-15 grader lige ved de kyster, men man skal ikke ret langt ind i landet, før der er læ, og det er varmere, fortæller Mogens Rønnebek.

Det såkaldte UV-indeks, der måler intensiteten af den skadelige UV-stråling, ligger fredag mellem 2,8 og 4,6, og DMI opfordrer folk til at passe på ikke at blive forbrændt.

- Der kommer mange timer med solskin, og solen er skarp, så man skal smøre sig godt ind, lyder det fra Mogens Rønnebek, som løfter sløret for, at der også i begyndelsen af næste uge vil være masser af sol at suge til sig.

Årsagen til det fine vejr er, at et højtryk ligger stille syd for Finland og sender lun luft op over Danmark fra sydøst.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik