Hård revisorkritik af beskæftigelsesforvaltning

Fire år i træk har Københavns Kommunes Beskæftigelsesforvaltning, der netop nu er under anklage for uretmæssigt at have tilegnet sig millioner fra et jobcenter i Farvergade, modtaget omfattende kritik fra sin egen revision, skriver Berlingske Tidende.

Det fremgår af revisionsprotokollaterne fra forvaltningen, som Berlingske har fået aktindsigt i og som viser, at revisorerne bl.a. har udtrykt »kritik« og »alvorlig kritik« af forvaltningens arbejde gennem flere år.
Københavns Kommune arbejder med en rangordning af den kritik, som revisorerne kan udtrykke. Alvorligst er »påtale«, mens »utilfredsstillende« er den mindst alvorlige bemærkning, som revisorerne kan give.
I 2006 fik forvaltningen »kritik« af revisorerne, fordi der manglede opfølgning i sagerne på sygedagpengeområdet. Samme år kaldte revisorerne det for »stærkt beklageligt«, at antallet af fejl ved sagsbehandlingen fortsat var høj.
I 2007 fandt revisorerne det for »beklageligt«, at antallet af fejl ved sagsbehandlingen fortsat var høj. Det år foretog revisionen en stikprøvekontrol af 76 sager i forvaltningen, hvoraf der var fejl i de 29. Særligt galt var det med ni sager om revalidering, hvor revisionen fandt fejl i samtlige.
Året efter, i 2008, var der igen problemer med antallet af fejl i dele af forvaltningens personsager. Revisorerne lavede en stikprøvekontrol af 59 sager i forbindelse med revurdering af fleksjob og fandt fejl i 39, svarende til 66,1 pct. Det skal dog ses i forhold til de tidlige år, hvor antallet af fejl på området var endnu højere.
For 2009 viser regnskabet endnu en gang en række kritikpunkter fra revisionen, uden at revisionen endnu har fastlagt, hvor alvorlig kritikken er.