Har samlet stemmer nok: Nye Borgerlige er klar til valg

Det nordsjællandske parti melder sig klar til folketingsvalg.

Når danskerne skal til folketingsvalg næste gang, får de efter alt at dømme mulighed for at stemme på Nye Borgerlige.

Det højreorienterede parti, der står for en stram udlændingepolitik og en liberal økonomisk politik, har nemlig indsamlet de godt 20.000 vælgererklæringer, der skal til for at blive opstillingsberettiget.

Det oplyser partiets formand Pernille Vermund til TV 2, som klokken 22 er med i et live-interview på TV 2 Nyhederne.

- Vi har indsamlet mere end de 20.109 underskrifter, som vi skulle. Så vi har nået målet, og nu er vi klar til valg. Jeg er både glad og lettet. Det er dejligt at se, at det faktisk er gået forholdsvis hurtigt, trods de tekniske udfordringer, der har været med det nye indsamlingssystem, siger hun med henvisning til, at det for nyligt er blevet muligt for partier at indsamle underskrifter digitalt i stedet for som tidligere via brev.

Nye Borgerlige blev stiftet i efteråret 2015 af Peter Seier Christensen og Pernille Vermund, der er tidligere folketingskandidat for Konservative. Det sidste år har en række byrådspolitikere rundt om i landet meldt sig ind i partiet, og det samme har blandt andet den fremtrædende debattør og islamkritiker Lars Hedegaard.

Helt kort opsummerer Pernille Vermund partiets politiske prioriteter med følgende sætning:

- Strammere udlændingepolitik, lavere skatter og ud af EU.

I den kommende uge skal Nye Borgerlige ifølge Pernille Vermund til møde i Social- og Indenrigsministeriet for at få en række formalia angående opstillingen på plads, og her vil de blandt andet anmode om at få tildelt partibogstavet D.    

Det her er jo kun første skridt på vej mod Folketinget. I skal have mindst to procent af vælgerne til at sætte krydset ved jer, hvis I skal vælges ind. Hvor vanskeligt tror du, det bliver?

- Jeg er ved meget godt mod. Ud over de mange vælgererklæringer, har vi allerede 2000 medlemmer. Vi har mange lokale folk i hele landet, som arbejder aktivt for Nye Borgerlige. Det betyder, at vi har en rigtig stor berøringsflade rundt i landet. Og det understreger, at der er et behov for og et ønske om et parti, der står for det, som vi står for, siger Pernille Vermund.

De seneste måneder har Pernille Vermund i interviews med en række medier argumenteret for, at det er nødvendigt at føre en langt strammere udlændinge- og integrationspolitik.

Hun vil blandt andet suspendere al asylbehandling i Danmark, stoppe udbetalingen af alle offentlige ydelser til udlændinge og træde ud af Den Europæiske Menneskeretskonvention og FN's Flygtningekonvention. De spændinger, som indvandringen skaber i det danske samfund, kan nemlig i værste fald resultere i ”en borgerkrig”, lød det opsigtsvækkende budskab fra Pernille Vermund i et stort interview med TV 2 tidligere på året.

- Den desperation, som er hos befolkningen lige nu, skal ikke nå så vidt, at der skabes splid i vores samfund. Nogen må tage politisk ansvar. Jeg synes, at det er uhyggeligt, at vi risikerer vores retsstat og demokrati, når folk tager sagen i egen hånd på grund af desperationen. Der må vi ikke nå til, sagde hun ved den lejlighed.

Pernille Vermund, der er jo allerede et stort parti på Christiansborg, der også vil stramme udlændingepolitikken; nemlig Dansk Folkeparti. Hvorfor er der overhovedet brug for endnu et parti, der ønsker det?

- Blandt andet fordi Dansk Folkeparti jo er socialdemokrater på den økonomiske politik. Så der er stor forskel på hvad vores partier vil. Mens de ser Socialdemokraterne som samarbejdspartnere, hører vi definitivt til i blå blok, siger hun.

Vil pege på sig selv som statsminister

Selvom Pernille Vermund understreger, at partiet hører til i blå blok, vil hun ikke på forhånd melde ud, at hun peger på Venstres statsministerkandidat.

- Jeg peger gerne på mig selv. Og ellers på den statsministerkandidat, som er klar til at tage fat i de tre forudsætninger, som vi har for at støtte en regering: At vi skal have stoppet asylbehandlingen i Danmark. At vi skal knytte retten til offentlig forsørgelse til vores statsborgerskab, så man ikke som udlænding kan få offentlig forsørgelse i Danmark. Og så skal alle kriminelle udlændinge udvises efter første dom.

- Jeg peger gerne på mig selv som statsminister

Men hvis en statsministerkandidat ikke vil acceptere det, så peger du på dig selv?

- Så må han finde nogle andre at få opbakning fra.

Men det kan jo ende med en situation, hvor du så er skyld i, at der så kan dannes en rød regering?

- Nej, så er dem, der har peget på en rød regering skyld i, at vi får en rød regering, siger Pernille Vermund og fortsætter:

- Hvis man ikke vil gennemføre de her tre afgørende politikområder for vores land, så får man ikke Nye Borgerliges stemme.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik