Har du undret dig? Derfor har træerne fået ”gummistøvler” på

Når naturen inviteres ind i byen, kræver det ekstra pleje for at få særligt de yngste træer til at trives. Vandfyldte gummistøvler er et af midlerne, som tages i brug.

Hvis nogle københavnere undrer sig over, hvorfor tusindvis af træer har fået viklet store grønne vandingsposer om stammen, så er der en god forklaring.

Det er nemlig Københavns yngste træer, der kun har 1-3 vækstsæsoner i rødderne, som har brug for at få tilført ekstra vand, så de får bedst mulige vækstvilkår og kan vokse sig store og grønne.

Hvert træ bliver udstyret med minimum to grønne poser, der rummer 75 liter vand hver. Poserne sikrer, at vandet langsomt drypper ud, så rødderne får tilført vandet henover 10-12 timer. Afhængigt af hvor gamle træerne er, bliver posen fyldt op til 13 gange i løbet af vandingssæsonen, som varer frem til 1. september.

 
 

- I København arbejder vi målrettet på at plante flere træer i byen, men det er samtidig helt afgørende, at vi passer godt på de træer, som allerede er sat i jorden. Bytræerne er nogle seje skabninger, der bl.a. skal slå rødder på begrænset plads og overleve saltning om vinteren. Derfor gør vi alt, hvad vi kan for at sikre træerne de bedst mulige vækstvilkår, siger Helle Holsøe, centerchef i Center for Driftsudvikling i Teknik- og Miljøforvaltningen.

I 2017 får i alt 1.590 gadetræer og 1.275 parktræer de såkaldte gummistøvler på, som erfaringerne i Københavns Kommune viser, får træerne til at vokse mindst 20 pct. hurtigere. Gummistøvlerne giver både træerne en god start på livet, og byen bliver samtidig hurtigere grønnere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik