Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix

Har du set disse unge mænd?

Nordsjællands Politi offentliggør billeder af ti unge mænd, som, ifølge politiet, enten har deltaget i et knivstikkeri eller har kendskab til det.

Opdateret: Billederne af de efterlyste er 11. juni blevet fjernet, da Nordsjællands Politi har fået over 100 tip. Man mener nu at være på sporet af gerningsmændene og derfor beder man pressen om at fjerne billederne. 

For knap en måned siden blev en 14-årig dreng stukket ned med kniv i Dyrehaven efter at have været en tur på Bakken. Det skete helt præcist den 14. maj klokken 22. Nu efterlyser Nordsjællands Politi ti unge mænd.

Politiet har efterforsket sagen siden hændelsen og har sikret overvågningsbilleder fra området, som de nu har valgt at offentliggøre.

- Vi havde i første omgang regnet med at frigive billederne tidligere, men vi fik nogle tip, som gjorde, at vi valgte at vente med at tage de skridt, som det er at offentliggøre overvågningsbilleder. Tippene har dog indtil videre ikke båret frugt, og derfor offentliggør vi nu billederne, fortæller politikommissær Allan Lørup fra Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Læs også Politiets besked til gerningsmand bag skyderi: Vi ved, hvem du er. Meld dig selv

Knivstikkeriet skete, efter at uoverensstemmelser mellem to grupper af unge drenge udviklede sig. Ifølge politiet begyndte uenighederne ved radiobilerne, hvorefter de eskalerede, da de to grupperinger senere mødte hinanden ved et stiområde uden for Bakken. Det skriver TV 2.

Den 14-årige dreng blev stukket én gang i ballen og én gang ved brystregionen, men han overlevede overfaldet.

Politiet hører meget gerne fra dig, hvis du har oplysninger om sagen eller genkender drengene på billederne. Nordsjællands Politi kan fanges på telefonnummer 114.