Hanelefanten Chang vendte i dag hjem

Hanelefanten Chang, der er født i Københavns Zoo, vender hjem for at løfte arven efter sin berømte far Chieng Mai.

Fredag hjalp en stor kran Zoo's nye beboer med at flytte ind.

Hanelefanten Chang på 36 år er vendt hjem som et led i det europæiske avlsprogram. Elefanten er født i Zoo i 1981 af den gamle hanelefant Chieng Mai og hunelefanten Ida.

Chieng Mai, Zoo's gamle hanelefant døde i sommer. Derfor er Zoo nødt til at tænke på næste træk, når avlskabalen skal gå op. Og det gør den så nu, hvor Chang er flyttet hjem.

Zoo's kurater var sat på opgaven at finde en værdig afløser til Chieng Mai. Afløseren skulle ligne den gamle hanelefant, have et roligt sind, gode træningsegenskaber, smukke stødtænder og frem for alt evnen til at omgås hunnerne og lave afkom. Derfor var det naturlige valg Chieng Mais søn Chang 

 - Chang var en god unge. Omgængelig. Da der senere kom flere unger, syntes vi, at de var nogle værre bøller. Nok fordi Chang havde været så rolig, siger Kim Oliver, der var elefantdyrepasser tilbage i 1981, da Chang blev født.

Berejst avlshan

Da Chang var knap fem år i 1985, blev han udlånt Odense. Tre år senere tog elefanten turen til Chester i England, hvor han hurtigt faldt til i rollen som avlshan. I Chester blev han far til ikke mindre end 10 unger.

Efter England blev kursen sat mod La Pal i Frankrig, hvor han lavede yderligere fem unger. Og herefter igen videre til Planckendael i Belgien, hvor han har fået to unger.

Derfor er timingen tæt på at være optimal, når Chang vender snablen hjem mod København, for at overtage stafetten fra sin far. 

Når Chang overtager avlen i Zoo, vil han kunne være i København, indtil den første hun, han deler gener med, bliver kønsmoden. Det kan både blive en halvsøster eller en kommende hununge.

Derefter har den franske zoologiske have - La Pal Zoo - allerede skrevet sig på venteliste igen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik