Foto: TV 2 Lorry

Handelslivet i Køge satser på finsk boom

85 procent af det nye butiksareal i Køge er allerede udlejet, melder finske Citycon.

Det kommer til at gavne handelslivet, når den finske detailhandelsinvestor Citycon rykker ind i Køge i forbindelse med det nye strøg, som Køge Kyst er i gang med at etablere. Det skriver SN.dk.

Firmaet kommer med masser af kapital og en række butikker, der får midtbyens butiksareal til at stige fra 40.000 til 60.000 kvadratmeter.

- Deres markedsføringsbudget er for eksempel betydeligt højere end, hvad handelsstandsforeningen her i byen råder over. Samtidig har de netop fortalt, at deres sigte er op mod 350.000 potentielle kunder fra hele Midtsjælland. Det er da noget, der åbner nye perspektiver for os som handlende, hvis vi også kan være en del af de aktiviteter, det kan give til byen, siger Søren Storgaard, der er formand for Køge Handelsstandsforening, til SN.dk.

Herhjemme står Citycon allerede bag Albertslund Centeret. Per 1. april 2017 er det meningen, at de slår dørene op til butikkerne i det nye strøg som Køge Kyst er i gang med at etablere fra stationen i Køge og sydpå.

Ifølge SN.dk er Køge Handelsstandsforening i tæt dialog med Citycon, så man får et godt samarbejde, når de nye butikker - og hele det nye område - bliver en realitet.

Citycon kan endnu ikke løfte sløret for lige præcis hvilke butikker, der kommer til Køge i fremtiden, men oplyser, at 85 procent af det nye butiksareal allerede er udlejet.