Foto: TV 2 Lorry

Hamlet på ambassadør-arbejde

På fem år frem til 2013 poster staten, Realdania, en stribe maritime fonde og Helsingør Kommune op til 1,2 milliarder kroner i kulturinvesteringer omkring Kronborg Slot og Helsingør Havn.

Og nu skal Shakespeares martrede prins Hamlet i arbejdstøjet for at sikre tilbagebetaling i form af flere turister til byen og resten af Nordsjælland, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Siger man Hamlet, følger Kronborg naturligvis med. Og omkring Kronborg samler der sig nu en helt ny Kulturhavn med det kommende Museum for Søfart tegnet af Bjarke Ingels, Kulturværftet prisbelønnet for sin arkitektur, Elmgreen og Dragsets HAN-skulptur, Kronborg og HamletScenen har vi tilsammen et kulturelt fyrtårn med international attraktionskraft, siger Dorte Kiilerich, direktør for VisitNordsjælland, der også står i spidsen for Destinationsudvikling af Kongernes Nordsjælland.

Hamlet og Nordsjælland er på dagsordenen, når Copenhagen Goodwill Ambassador Corps stiftet i 1996 af Wonderful Copenhagen og Copenhagen Capacity i aften mødes netop på Kronborg.

Korpset består af 80 udlandsdanske erhvervsledere og kulturpersonligheder fordelt på 29 lande. Ambassadørerne bruger deres goodwill og netværk til at fremme København og hovedstadsregionen - nu med forstærket fokus på Nordsjælland.