Arkiv Foto: TV 2 Lorry

Halvt års fængsel for hundeoverfald

En 54-årig mand er ved Roskilde Ret dømt for at pudse sine hunde på en anden mand. Hundeejeren ankede dommen.

En schæferhund har mere på spil end sin ejer, der mandag ved Retten i Roskilde blev idømt seks måneders ubetinget fængsel for at pudse schæferen og sin anden hund på en bilist i Greve.
      Bilisten blev bidt i underbenene, ballen, det ene lår og en underarm af schæferen og en grand danois under en batalje 23. december sidste år på Jerismosevej i Greve.
      Hundeejeren ankede omgående dommen til Østre Landsret.
      - Hvis ankesagen også går hundeejeren imod, vil schæferhunden blive aflivet, oplyser anklager Trine Johansen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
      Den 54-årige hundeejer blev af dommer Helle Hjelm Poulsen i Roskilde desuden frakendt retten til at have med hunde at gøre i resten af sit liv. Hans grand danois er i mellemtiden død og kan altså ikke straffes yderligere i denne verden.
      Den 54-åriges schæferhund bliver foreløbig anbragt på et dyreinternat.
      Hundeejeren nægtede sig skyldig og forklarede, at bilisten havde skubbet ham omkuld. Da han kom til sig selv, havde hans to hunde angrebet den anden mand uden hans medvirken.
      Bilisten derimod havde ifølge sin forklaring stoppet sin bil og påtalt, at de to hunde løb rundt på Jerismosevej uden at være i snor. Formaningen provokerede hundeejeren så voldsomt, at han åbnede bildøren og pudsede hundene på bilisten.
      Han forsøgte at køre væk, men blev bidt under flugten.
      I første omgang blev hundene beslaglagt af politiet, men undervejs givet tilbage til ejeren. Den ene er altså død, mens den anden nu skal beslaglægges igen og risikerer samme skæbne.
      Spørgsmålet om erstatning til bilisten vil blive afgjort via et civilt søgsmål.
      /ritzau/