Foto: Lorry

Halvering af livstruende redningsaktioner ved kysterne

Kun 12 gange sommeren over har kystlivredderne været i aktioner, hvor personer har været i livsfare.

Den danske sommer viste sig i år fra sin vejrmæssigt bedste side længe, men det har heldigvis ikke betydet flere alvorlige redningsaktioner til livredderne ved de danske kyster.

Det viser nye tal fra TrygFonden.

- De foreløbige tal for 2013 viser, at livredderne gennemførte i alt 46.230 indsatser, hvoraf de 12 betegnes som aktioner, hvor personer har været i livsfare, siger René Højer, der er ansvarlig for bade- og vandsikkerhed i TrygFonden.

Det er en halvering i antallet af aktioner, hvor personer har været i livsfare sammenlignet med badesæsonen i 2012. Til gengæld er der over 10.000 flere aktioner generelt.

- Livredderne bruger meget af deres tid på at oplyse folk på stranden om baderåd, vindforhold og revlehuller.

- Med så mange solskinsdage og så højt et antal indsatser, men samtidig et relativt lavt antal alvorlige redningsaktioner, så kan vi kun være tilfredse, siger Erik Bech, kystlivredningschef i TrygFonden.

I weekenden lukkede TrygFondens kystlivreddere de rød-hvide tårne efter en otte uger lang badesæson.

Københavnerne kan dog glæde sig over, at der stadig er kystlivreddere ved Fisketorvet, Sluseholmen og Islands Brygge samt ved Furesøbad ved Værløse frem til 31. august.