Halsnæs Kommune forbyder deres ansatte at ryge

I Halsnæs Kommune må medarbejderne fremover pakke cigaretpakkerne væk fra arbejdstiden starter, og til den slutter igen. Et enigt byråd har nemlig besluttet at indføre røgfri arbejdstid fra august 2020.

Medarbejdere med rygetrang i Halsnæs Kommune må i fremtiden væbne sig med tålmodighed. I hvert fald når de er på arbejde. 

Et enigt byråd i Halsnæs Kommune har nemlig besluttet sig for at indføre røgfri arbejdstid for alle kommunens ansatte. 

Senest fra august 2020 må medarbejdere med rygetrang således ikke tage cigaretten frem, fra de møder ind på arbejde, og til de går hjem igen. 

Halsnæs Kommune vil som et led i den nye røgfrie indsats hjælpe de ansatte med at komme i mål ved blandt andet at tilbyde vejledning, rygestopkurser og informationspapirer. 

Halsnæs Kommune vil være røgfri i august 2020.

- Vi vil gerne indføre røgfri arbejdstid, fordi vi har en sundhedsprofil, der viser, vi ryger alt for meget i Halsnæs. Vi håber først og fremmest, at den enkelte får et sundere liv, så håber vi, at vi kan øge sundheden i Halsnæs Kommune, og for det tredje håber vi, at vi kan stoppe flere unge med at ryge, siger Michael Thomsen, formand for Udvalget for Sundhed og Forebyggelse i Halsnæs Kommune. 

Medarbejdere spurgt ind til beslutning

Op til byrådets beslutning har medarbejderne i Halsnæs Kommune været hørt gennem kommunens Hoved-MED-organisation.

Herfra lyder det, at der blandt kommunens virksomheder generelt er opbakning til at indføre røgfri arbejdstid.

Tidligere i år indgik Halsnæs Kommune også et samarbejde om Røgfri Fremtid med Kræftens Bekæmpelse, som særligt retter sig mod at færre børn og unge udsættes for røg. 

Kan du forstå, hvis der er nogle af medarbejderne, som synes, det er et indgreb i den personlige frihed?

- Det kan jeg sagtens forstå, og det var der også nogle af byrådsmedlemmerne, der havde udfordringer med at stemme for. Men vi var et enigt byråd, som stemte for forslaget, og de udfordringer, som er blevet diskuteret denne gang, er helt normale, når der bliver besluttet sådan nogle ting, siger Michael Thomsen, formand for Udvalget for Sundhed og Forebyggelse i Halsnæs Kommune. 

Der er flere andre kommuner i TV 2 Lorrys område, som også har indført helt eller delvist rygeforbud i arbejdstiden de seneste år.

Du kan se, om din kommune har forbudt de ansatte at ryge ved at trykke på kortet her.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik