Foto: TV2/Lorry

Halmballer i brand sprængte butiksvinduer i Frederikssund

Mange butikker i Østergade i Frederikssund havde ladet Halloween-pynten stå weekenden over, men det skulle vise sig ikke at være nogen god idé.

Natten til lørdag blev der nemlig sat ild til flere af de halmballer, der lå foran forretningerne, ligesom mange græskar var blevet smadret ud over hele gaden.

Nordsjællands Politi fik i løbet af natten to anmeldelser om brand i halmballerne, først foran Profil Optik på Østergade og dernæst foran TDC-butikken.

- Den første brand fik politiet slukket, hvor vi tog til stedet for at efterslukke, men den anden brand kunne politiet simpelthen ikke selv få ud. Det kunne være gået grueligt galt, og vinduerne i forretningen sprang på grund af ilden, fortæller Johnny Simonsen, der er indsatsleder ved Frederikssund-Halsnæs Brand- og Redningsberedskab.

Brandvæsnet formoder, at det er nogle, der er gået sent hjem fra byen lørdag, som har sat i til halmballerne som en form for "drengestreger", men det kunne altså være endt meget værre.

- Halm brænder så nemt, og skaderne kunne hurtigt være blevet værre, hvis ikke det var blevet opdaget. Hvis det eventuelt havde været ved en tøjbutik, var der var nogle ting, som let brænder, så ved man jo ikke, hvad der kunne være sket. Det er ret upraktisk at have sådan noget liggende, og efter brand nummer to, valgte vi simpelthen at samle alle halmballerne på Østergade ind, og dem har vi så kørt ud på Vestforbrænding, fortæller indsatslederen.