Hårdnakket ølrøver stjal en sixpack - nu skal han otte måneder i fængsel

Mand forsøgte gentagende gange at stjæle en sixpack øl i en kiosk, og endte til sidst med at røve sig til dem med kniv. Det koster ham otte måneders fængsel.

En 32-årig mand fra Brøndby begik torsdag morgen et omvendt magnum opus ved en kiosk i Vallensbæk. Et nummer, der koster ham otte måneder bag tremmer.

Tidligt på morgenen forsøgte manden at stjæle en sixpack øl fra kiosken på Vallensbæk Stationstorv for blot at blive opdaget af butikkens ekspedient, der fratog manden øllene og tilkaldte politiet.

Mod øltyven rejste politiet en sigtelse for forsøg på tyveri, hvorefter den 32-årige blev bortvist fra butikken.

Vallensbæk Stationstorv, hvor miseren udspillede sig.
Vallensbæk Stationstorv, hvor miseren udspillede sig.
Foto: Google maps

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Herfra tog situationen en uventet drejning. 

Med tyverisigtelsen i bagagen fik den 32-årige marchordre, mens politiet blev hængende i nærheden.

Kort efter kom manden tilbage for blot at blive bortvist endnu engang. Det fik i den grad ophidset spektakelmageren.

Først truede den sigtede øltyveknægt personalet og derefter fornærmede han politibetjentene. Denne adfærd førte til to nye sigtelser – en sigtelse for trusler og en sigtelse for fornærmelig tiltale mod tjenestemænd. To sigtelser rigere forlod manden i vrede området.

Så troede politi og kioskpersonalet måske, at morgenfreden havde sænket sig, men her tog de grueligt fejl. 

For 45 minutter senere var den gal igen. Den vrede mand vendte igen, igen tilbage til kiosken for at fuldføre dennes oprindelige mission – nemlig at stjæle en sixpack øl.

Til dette havde manden denne gang medbragt en kniv, med hvilken han truede personalet og stak af sted med øllene. 

Ved Retten i Glostrup blev manden idømt en straksdom på otte måneders ubetinget fængsel.
Ved Retten i Glostrup blev manden idømt en straksdom på otte måneders ubetinget fængsel.
Foto: Anklagemyndigheden, Københavns Vestegns Politi

Flere politipatruljer eftersøgte i første omgang den kendte røver i området, men endte med at anholde ham på hans bopæl i Brøndby lidt før klokken 10, fremgår det af pressemeddelelsen.

Fredag morgen faldt justitshammeren så:

-Retten idømte ham en straksdom på otte måneders ubetinget fængsel på stedet – og den valgte han at modtage, siger anklager Teuta Memeti fra Københavns Vestegns Politi.

Hvorvidt den 32-årige nåede at drikke de seks øl inden anholdelsen klokken 10 torsdag morgen, melder historien ikke noget om.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik