Foto: Ólafur Steinar Gestsson - Scanpix

Hård kritik af de studerende: "Niveauet er alt for lavt"

Undervisere og forskere fra universiteterne er utilfredse med de studerendes niveau. Det er alt for lavt, lyder kritikken.

I en rundspørge, hvor Magisterbladet har spurgt undervisere og forskere på universiteterne, svarer hele 62 procent ud af 779 adspurgte, at de studerende ikke har det fornødne niveau til at begå sig på studierne.

Det skriver Berlingske.

De manglende kvaliteter påvirker niveauet, lyder det i kor fra underviserne, og især Siff Pors, der er undervisningsadjunkt på Københavns Universitet (KU), pointerer, at mange aldrig burde være optaget på universitetet.

Læs også Snapchat indbyder til stalking: "Privatlivet er udfordret"

- Der er i dag blevet flere af de rigtig gode, men der er desværre også blevet flere af det rigtigt dårlige, siger hun til Berlingske og tilføjer:

- Nogen af dem har ingen metode, når de kommer ind, ingen stilistisk sans og kan ikke basal, engelsk grammatik.

Adgang med lavt gennemsnit

For at være egnet til Københavns Universitet skal man have et karaktersnit på 6. Efter en optælling over dette års optagelsestal har man dog fundet frem til, at et gennemsnit på blot 02 fra gymnasiet giver adgang til mere end 160 uddannelser.

Siff Pors har ifølge Berlingske henvendt sig til såvel den tidligere som den nuværende uddannelses- og forskningsminister for at gøre opmærksom på problemet.

Hun har desuden foreslået en ændring i SU-systemet, hvor man – som inspirereret af Norges system - skal bestå eksamener i håbet om flere motiverede elever, der derfor vil yde mere.

Studerende enig i kritik

Den hårde kritik overrasker ikke Youssef Bouayden, der studerer økonomi på Københavns Universitet på andet år. Han oplevede i sin første tid på universitet, at der var et stort spring fra gymnasiet.

- Jeg er helt enig i, at gymnasieelever er ekstremt bagud i forhold til universitetsniveauet, og det har vi fået at vide fra dag et af. Vi er alt for afhængige af programmer, og man kan sige, at vi lærer at trykke på knapper, frem for at lære hvorfor vi gør det. Så jeg er helt enig i undervisernes kritik, siger Youssef Bouayden til TV 2 Lorry.

Læs også Veganere shitstormer slagter: "De kan få en gulerod"

Forkvinde for Danske studerendes Fællesråd (DSF) Sana Mahin Doost, mener ikke, at undersøgelsen fra Magisterbladet tager hensyn til de mange besparelser på uddannelserne.

Minister: Det er et højt tal

- Hvis undervisningen begrænses, og der skæres på konfrontationstimerne, og man skal sidde dagen lang i en læsesal, så vil man alt andet lige blive udfordret som studerende, siger hun.

Ifølge uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, Venstre, lyder det som et højt tal, når 62 procent af underviserne er utilfredse med de studerendes niveau.

- De unges faglighed er i den grad noget, vi har fokus på. Det er min opfattelse, at det spring, der er mellem gymnasiet og universitet er blevet værre. Denne regering vil gerne føre en klar og kontant uddannelsespolitik. Det skal være sådan at når man er færdiggjort gymnasiet så er man principielt klar til at gå på universitetet. Den sammenhæng skal være der, siger Søren Pind til Berlingske.