Foto: Københavns Vestegns Politi

Håndværkere fandt krysantemumbomber gemt i kælder

Forsvarets ammunitionsryddere måtte tilkaldes for at bortskaffe to kraftige krysantemumbomber, der blev fundet i kælder under beboelsesejendom.

Tirsdag fik Københavns Vestegns Politi en anmeldelse om fund af to fem tommer krysantemumbomber i en kælder i Høje-Taastrup.

Nogle håndværkere var i gang med at lave noget VVS-arbejde i en beboelsesejendom i Hammeren i Høje-Taastrup, da de stødte på bomberne, som både er ulovlige og livsfarlige.

Læs også Vicevært fandt krysantemumbombe i børnehaves gård

- Håndværkerne gik rundt i en kældergang, og her fandt de i en pose med bomberne, der lå ovenpå nogle vandrør, fortæller vagtchef Henrik Andreasen fra Københavns Vestegns Politi.

Efterfølgende ankom Forsvarets ammunitionsryddere EOD til stedet og skaffede de kraftige bomber af vejen.

Vagtchefen oplyser at de to krysantemumbomber var intakte, da de blev fundet.

Forsvarets ammunitionsryddere EOD ankom til Høje-Taastrup og bortskaffede krysantemumbomberne. Foto: Københavns Vestegns Politi

Forsvarets ammunitionsryddere EOD ankom til Høje-Taastrup og bortskaffede krysantemumbomberne. Foto: Københavns Vestegns Politi