Håndboldherrer hyldes på Rådhuspladsen: Kom og fest med

De danske håndboldhelte bliver mandag fejret med balkonhyldest på Københavns Rådhus. Alle er inviterede.

Arkivfoto fra 2012, da det danske håndboldlandshold vandt EM-guld oog blev hyldet på Rådhupladsen af et sandt menneskehav. Her ses Henrik Toft Hansen. Foto: Marie Hald - Ritzau Scanpix

Der er lagt op til en vaskeægte folkefest, når de nykårede danske verdensmestre mandag eftermiddag klokken 17 bliver hædret på Københavns Rådhus.

Her vil overborgmester Frank Jensen (S) ønske holdet stort tillykke og byde på rådhuspandekager, oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

- Danmark er verdensmestre! Håndboldherrerne har leveret en sportspræstation i absolut verdensklasse. Jeg ønsker vores VM-vindere et kæmpe tillykke og glæder mig til at byde på rådhuspandekager og fejre triumfen på Københavns Rådhus, siger Frank Jensen.

De danske håndboldherrer vandt søndagens VM-finale med en knusende sejr på 31-22 over Norge.

Programmet for fejringen

Mandag den 28. januar klokken 17.00-18.00 i Festsalen.

 

17:00 Holdet ankommer på Rådhuspladsen og går i festsalen. Velkomsttale ved overborgmester Frank Jensen og øvrige talere.

 

17:25: Hyldest fra balkonen.

 

17:30: Reception og rådhuspandekager.

 

18:00 Overborgmesteren tager afsked med holdet.

 

 

Kilde: Københavns Kommune

Jublen var kolossal her til aften i Jyske Bank Boxen Herning. I morgen bliver det så københavnernes tur til at fejre håndboldherrernes flotte VM-triumf. Foto: Henrik Bagger - Ritzau Scanpix

Det bliver meget ikke større

Det er første gang nogensinde, at et dansk herrelandshold vinder VM-guld i håndbold. Derfor er glæden også stor i Dansk Håndbold Forbund.

- Det er svært at beskrive, hvor stort et øjeblik det her er i dansk sportshistorie. Det bliver ikke meget større end at vinde VM-guld, og når det endda gøres på hjemmebane, er det endnu større, siger generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen.

Guldmedaljen står for ham som et evigt symbol på den enorme fest, som dansk håndboldsport har haft i København og Herning i de forgangne uger.

Og mandag vil både guldmedaljerne og VM-pokalen blive vist stolt frem til de mange danskere, der dukker op på Rådhuspladsen. 

- Jeg glæder mig på vegne af hele dansk håndbold til modtagelsen på Rådhuspladsen, hvor guldet fejres med de fans, som har båret drengene gennem hele turneringen, siger Morten Stig Christensen.

Håndboldlandsholdet ankommer i morgen på Rådhuspladsen klokken 17 og fejres cirka klokken 17.25 med balkonceremoni. 


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret