Håbet om overlevelse svinder ind i fiskerbyen Gilleleje

Det sidste håb for overlevelse er ved at svinde ind for fiskerne i Gilleleje. I dag kom ministeren forbi.

'Du må gøre noget'.

Det var budskabet fra fiskerne til Venstres miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, der torsdag var på havnebesøg i Gilleleje. 

- Bare i år har det kostet fiskeriauktionen mellem 300.000 og 1,5 millioner kroner, at vi har været skåret i kvoter og haft et par måneders total stop for fiskeri af torsk i foråret, siger Jan Nordahl Petersen, Gillelejes Fiskeriformand til TV 2 Lorry. 

Nedturen ser ud til at fortsætte, for fiskerne står til at få skåret to fiskekvoter i Kattegat og Østersøen med henholdsvis 65 og 88 procent i 2017.

Det vil være en katastrofe for Gillelejefiskerne, der er hårdt ramt i forvejen, lyder det.

Esben Lunde Larsen og Gillelejes borgmester Kim Valentin (tv.) på havnen i Gilleleje.  
Esben Lunde Larsen og Gillelejes borgmester Kim Valentin (tv.) på havnen i Gilleleje.  
Foto: TV 2 Kosmopol

 

quote Hvis fiskeriet dør, så bliver byen en død by, ligesom de andre havnebyer her nordpå.

Torben Kildegaard, pensioneret fisker 

Der har været lange perioder med totalstop for torskefiskeri i Østersøen siden 2008. Siden 2013 har fiskerne kæmpet med faldende priser på spisefisk, og i år er deres fiskerikvote i forvejen reduceret med 20 procent.

På havnen står pensioneret fisker Torben Kildegaard og bøder garn.

- Man skal jo være optimist til det sidste. Men der skal se noget mirakuløst. Det er nedskæring i kvoterne hele tiden. Og så de der lukkede områder, hvor vi ikke må fiske torsk, siger han til TV 2 Lorry. 

- Hvis fiskeriet dør, så bliver byen en død by, lige som de andre havnebyer her nordpå. Bare sejlbåde, tilføjer Torben Kildegaard. 

Også erhvervet omkring fiskerne bliver ramt, hver gang der er nedgang i kvoterne.

- Det går jo ud over vodbinderiet, der lige er lukket. Og skibsværftet lider også, siger fikseriformand Jan Nordahl Petersen.

- Hvis fiskeriet sygner hen, så køber fiskerne ikke mere arbejdstøj, gummistøvler eller flere bøjer hos os, siger Helle Lauritsen, der er salgsmedarbejder i butikken Havhøkeren.

Gillelejes borgmester, Kim Valentin, har også fokus på fiskeriets indflydelse på detailhandlen og endda turismen i Gilleleje.

- Jeg har været nede hos EU-kommissionen i sidste måned og forklare, hvor vigtigt fiskeriet er for byen her. På flere planer, siger han til TV 2 Lorry. 

Kim Valentin har været med til at invitere miljø- og fødevareministeren til Gilleleje. Borgmesteren har nemlig et håb om, at ministeren kan hjælpe med at skubbe på, så fiskerne kan overleve. Tiden må vise, om det er tilfældet.  


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik