HA-boss afviser at stå bag drabsforsøg

HA-spidsen Brian Sandberg satte sig torsdag for første gang på vidnebænken, hvor han afviste at være bagmand til flere mordplaner og tæskehold i 2009.

I 12 dage har politiets hovedvidne M ved Retten i Glostrup peget på toprockeren Brian Sandberg som hjernen bag en række drabsforsøg og brutale overfald i forbindelse med bandekonflikten.

Men torsdag valgte HA-bossen for første gang selv at sætte sig på afhøringsbænken og svare på beskyldningerne.

Sandberg er sammen med 15 andre medlemmer af Hells Angels og støttegruppen AK81 tiltalt for en række mordforsøg og overfald i 2009 i en af de største og dyreste rockersager nogensinde.

Iført lyse cowboybukser og en mørk t-shirt, som afslørede rockerbossens tatoverede arme, afviste Sandberg alle anklager og kaldte hovedvidnet, som er tidligere AK81'er, en løgner.

- Det er mit navn og min person, der har trukket headlines i medierne. Derfor føler jeg, at jeg skal kommentere på de urimelige beskyldninger mod mig.

- Efter min mening har han (hovedvidnet red.) givet anklagemyndigheden og politiet et søm og en hammer, og så har de selv bygget sig et hus ud af det, sagde den 45-årige rocker.

Sandberg ville ikke svare på spørgsmål fra anklagemyndigheden, og derfor var det kun hans advokat Michael Juul Eriksen, der fik lov at spørge.

Hovedvidnet har tidligere forklaret, at Sandberg i oktober 2009 gav ordre til, at M skulle køre til Rantzausgade i Sandbergs Range Rover og skyde mod netcaféen Surf & Play.

Men den udlægning havde HA-bossen ikke meget til overs for.

- Så kunne jeg lige så godt have kørt ind på politigården og bedt dem om at åbne en celle til mig. Det var jo min egen bil, sagde Sandberg.

Rockerbossen afviste også, at han skulle have beordret hovedvidnet til at skyde mod en kioskpasser i Skelbækgade i København i 2009, og at han skulle være bagmanden til et tæskehold på Nørrebro samme år, hvor to indvandrere blev gennembanket.

Sandberg beskyldte samtidig eksrockeren M for et omfattende alkohol- og narkomisbrug.

- Han var en type, der altid sad med en joint i munden, når jeg så ham. Han var utilregnelig, sagde Sandberg.

Offentligheden fik torsdag adgang til at overvære den cirka 40 minutter lange afhøring.

Ved de seneste 12 retsmøder har de tiltalte, pårørende og medierne lyttet med på et højttaleranlæg fra forskellige lokaler i retsbygningen, da ingen må kende hovedvidnets identitet.

De kommende måneder skal omkring 100 vidner afhøres, før der falder dom i sagen i slutningen af september.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik