Den ene person er sigtet og eftersøgt for i 2013 at have forsøgt at dræbe islamkritikeren Lars Hedegaard. Foto: Lorry

Gymnasievenner involveret i terrorsager

To klassekammerater, der blev studenter fra et københavnsk gymnasium i 2006, er begge involveret i terrorsager, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

Den ene af klassekammeraterne, R.T., har ifølge det amerikanske forsvarsministerium arbejdet med såkaldte "eksterne operationer" for Islamisk Stat, inden han den 7. december i år blev dræbt under et luftangreb i Raqqa i Syrien.

Den anden, B.H., er sigtet og eftersøgt for i 2013 at have forsøgt at dræbe islamkritikeren Lars Hedegaard. B.H. formodes at opholde sig i Syrien.

På det traditionelle studenterfoto fra sommeren 2006 står de to klassekammerater med studenterhuer ved siden af hinanden umiddelbart bag gymnasiets rektor.

Flere af de øvrige elever fra klassen fortæller, at især R.T. allerede i gymnasietiden gav udtryk for religiøse holdninger og blandt andet gik ind for at indføre sharialoven i Danmark. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra gymnasiets ledelse.

Efter gymnasiet tog både R.T. og B.H. en videregående uddannelse som henholdsvis maskinmester og ingeniør.

Den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp siger om de to studenter:

- Det viser, at også unge, der tager en studentereksamen og en videregående uddannelse, kan blive radikaliseret, hvis de kommer ind i bestemte miljøer.

PET vil ikke kommentere sagen.